Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Brev til min mand

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 06 mar, 2016 09:00:14

Min elskede Jakob

Vi har jo i et stykke tid vidst, at du måske skulle herfra, så vi har fået sagt alt det vi ville til hinanden… Næsten. Jeg vil alligevel gerne lige sige nogle få ord her til din mindestund, hvis nu, der var nogen, der var i tvivl om, hvor meget du har betydet for mig.

I dag er det præcis 24 år siden vi blev kærester, og det er desværre også dagen, hvor vi alle skal sige farvel til dig.

Mit liv vil aldrig blive det samme. Jeg har mistet min bedste ven. Jeg har mistet mit livs kærlighed. Jeg har mistet mit et og alt. Jeg har mistet mit liv.

Vores gode ven, Michael, der desværre ikke kan være her i dag, har skrevet til mig, at jeg også var dit et og alt. Han har gennem jeres mange samtaler mærket, at vi havde noget andre aldrig oplever. Michael skriver også, at du ville have valgt det samme halve liv med mig frem for et helt liv uden mig. Så ja, selvom det er så ubeskrivelig hårdt og gør så ondt lige nu, så ville jeg også vælge livet med dig igen. Selv med alle dine skavanker.

Vi var vidt forskellige, men vi havde de samme ønsker til livet, og vi havde de samme drømme. Vi elskede hinanden, nød at være sammen, og kunne gøre alt sammen. Okay, fodbold måtte du se alene, og skiferierne var oftest uden mig, men lidt frihed skulle vi jo også have hver især.

Jeg er dybt taknemmelig for det liv du har givet mig, og det har jeg også fortalt dig mange gange. Jeg er taknemmelig for, at du ville giftes med mig, selvom jeg skulle vride armen om på dig. Du var ikke sikker på, om du var klar. Vi havde også kun været kærester i 13 år. Heldigvis var du meget nem at overtale, og jeg blev så glad for, at du på vores bryllupsdag sad og viftede med hånden med vielsesringen på, og sagde, at du var stolt. Jeg er taknemmelig for mange dejlige overraskelser gennem tiden, især overraskelsen på vores 20 års dag. Jeg havde gået i lang tid og undret mig over, om vi skulle finde ud af noget eller om du havde gang i noget hemmeligt, men det virkede som om, vi bare skulle ud at spise. Et par dage før sagde du så, at vi skulle ud at spise, og jeg var måske en smule skuffet. Du viste mig en liste over restauranter, jeg kunne vælge imellem. Der stod vist noget med pølsevognen, McDonald’s, Café Norden osv., men midt i det hele stod der Mildred’s. En af vores yndlings restauranter i London, og så vidste jeg jo, at vi skulle en tur til vores by. Tak for en fantastisk overraskelse og super dejlig tur.

Jeg fortryder ikke noget i vores liv. Vi har haft meget tid sammen, og har altid hygget os. Vi har rejst meget og oplevet de ting, vi har haft lyst til.

Jeg vil savne livet med dig. Jeg vil savne vores hyggelig hverdag. Jeg vil savne at komme hjem fra arbejde til en ventende kop te og dig i køkkenet i gang med at lave lækker mad. Hvad skal jeg nu spise? Jeg vil savne sofahygge med mere te og masser af chokolade. Jeg vil savne vores gåture i naturen eller bylivet. Jeg vil savne vores ferier i sommerhus, rejser til storbyer, naturområder og paradis. Jeg vil savne dit varme smil. Jeg vil savne at være i dine trygge arme, når jeg har brug for det. Jeg vil savne at tale med dig, og at du bare er her. Vi kunne altid tale sammen. Jeg fanger mig selv i, at ville fortælle dig noget, men kommer så i tanke om, at du ikke er her. Jeg savner dig så meget, at det gør fysisk ondt.

Jeg føler mig meget trist og ensom uden dig. Jeg er i dyb sorg. Helt ulykkelig og fortabt. Vores hus er tomt og stille. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at du er væk og aldrig kommer tilbage. Jeg har nået bunden i mit liv, og er bange for at jeg skal være her i meget lang tid, og aldrig blive glad igen. Jeg ved, at du ønsker, jeg skal være glad, så det håber jeg da også, at jeg kan blive med tiden.

Jeg får tårer i øjnene, når vores venner fortæller, hvordan du har sørget for mig lige til det sidste, så mit liv ikke ville falde helt sammen, hvis du gik bort. Du har også sagt til dem, at de skal passe på mig, og det kan jeg så fortælle dig, at det gør de. Tak fordi du altid har passet på mig.

Tak for alt.

Jeg vil elske dig for altid og savne dig, indtil vi forhåbentlig ses igen.

Jeg håber inderligt, at din sjæl er omkring mig, når jeg har mest brug for det, for vi er soulmates. Du vil altid være i mit hjerte ♥ ♥ ♥

Jakob 10. marts 1969 – 19. januar 2016

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post86

Mindestund for min far

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 11 nov, 2014 13:53:36

I søndags holdt vi en mindestund for min far. Jeg vil gerne takke familie, venner, gamle kolleger og tidligere elever fra Statens Teaterskole for at komme og sende min far videre til næste stop.

Det var en meget hård dag at komme igennem. Hovedpine, kvalme og nervøsitet grundet et mindre angstanfald gjorde det ikke nemmere, at hilse på alle gæsterne. Hver gang nye kom til startede tårerne igen og hele min krop rystede.

Alligevel er jeg så taknemmelig for, at denne dag har fundet sted. Jeg har efterhånden lært en del om min far, jeg ikke vidste noget om. Hvor vellidt han var blandt venner og kolleger. Hvor dygtig han var i sit arbejde, og hvor meget han egentlig blev brugt som musiker i Danmark.

To af Steves allerbedste venner, Michael og Jakob, skal have stor tak for den mindetale de holdt. Den vil jeg gerne dele her og Marie, en af Steves tidligere elever på Teaterskolen, var meget venlig at læse mit brev til min far op. Tusind tak Marie, selvom du blev nødt til, at holde 3 skålepauser, så gjorde du det godt. Jeg kunne ikke selv have læst det op.

Normalt ville jeg have taget en masse billeder af gæster, talere og stedet, men tankerne var et helt andet sted. Jeg har dog et enkelt foto fra vinkælderen, vi var så heldige, at låne til denne lejlighed. Tak til vip-event.dk, det var et helt fantastisk sted. Lige noget for Steve.

Efter mindestunden tog familien ned på Charlie’s Bar, min fars stampub, og fik en sidste skål. Pubben holder deres egen mindestund i morgen, hvor alle dem, der kendte ham der, er velkomne.

Jeg håber, at min far kiggede ned i søndags, og at han gør det igen i morgen, så han kan se, hvor meget han har betydet for os alle.

Ejeren af Charlie’s Bar har skrevet disse ord om min far:

Some sad news. Longtime regular of Charlie's Bar, well-respected professional jazz pianist Steve Howe aka Jazz Steve, died unexpectedly in Italy on Friday night 17th October while on holiday with his wife Lillian in the Naples area of Italy.

Only 15 months ago we celebrated Steve's 70th birthday at the pub with a surprise birthday party and a cake made in the shape of a piano by chefs Square Mitre Pete and Lazio Brian. Little did we think we would be saying good-bye to him so soon afterwards.

For all who knew Steve, we will remember his chirpy Londoner personality, wicked sense of humour and story telling, all of which will be greatly missed. He was one of the best - one of the lads! Charlie's will be a little bit quieter with Steve passing on, especially on Wednesday afternoons, but rest assured his memory will live on. A traditional wake will be held in his honour at the pub soon, to be announced on Facebook, and all are welcome who knew Steve.

He packed a lot in to his 71 years!

Dear Steve, you'll be missed. Cheers, Iain

Tale: Mindestund for Steve søndag den 9. november 2014

Jakob og jeg vil på vegne af Lillian, Kimm, Jakob og Steves familie fra England – byde jer alle sammen velkommen her til Steves mindehøjtidelighed.

Vi er samlet her i dag, for at mindes Steve, en kærlig ægtemand, en elsket far og en fantastisk ven og musiker, som vi alle havde et stærkt og personligt forhold til.
Når en god ven går bort, spørger vi - hvad skete der egentlig?
Det har betydning for os, så vi bedre kan forstå, hvorfor Steve pludselig ikke er blandt os mere.

Steve og Lillian var på en af deres mange rejser til Italien.
Italien som de holdt meget af - og allerede havde besøgt 8-10 gange tidligere.
Steve havde hjemmefra døjet med en lungebetændelse, som han ikke havde fået helt bugt med, inden de tog af sted.

Det var den mest fantastiske dag med strålende solskin, hvor Lillian og Steve var på den skønneste sejltur fra Maori til Amalfi, og hvor de hyggede sig med god mad - vin og livet omkring dem. Steve havde samme morgen brugt tiden til at finde en særlig Balsamico til Kimms mand, Jakob. Han elskede at finde særlige specialiteter, som han kunne overraske familien med.

I Jakob, havde Steve været heldig at få en rigtig god og nær kammerat, og det betød meget for ham, at Kimm havde fundet sin ledsager i livet. Han var altså i godt humør og nød livet sammen med Lillian.

Men samme aften - fik Steve alvorlig åndedræts besvær og dermed et efterfølgende hjerteanfald.

Han blev indlagt på det nærmeste sygehus, men på grund af alvoren, blev han allerede dagen efter fløjet til et større sygehus i Salerno, hvor de havde bedre muligheder for at behandle ham. Han blev lagt i kunstigt koma, med henblik på at give ham de bedste muligheder for at komme sig.

Steve lå således i kunstigt koma i 19 dage - han vågnede aldrig rigtig op, og hans organer og krop gav til sidst op. Steve døde fredag den 17. oktober.

Lillian og Kimm har besluttet - helt i tråd med Steves tanker og ånd, at sprede Steves aske – dels i skoven ved Lellinge og ved et tilsvarende familiegravsted i England, hvor Steves fars og mors aske ligeledes er spredt.

Steve elskede, sammen med Lillian, Kimm og Jakob, at gå lange ture i skoven nede ved Lellinge. Stedet mindede ham meget om England, som Steve trods mange år i Danmark, elskede og ofte savnede.

Lillian – du beskriver Steve – som meget kærlig, meget omsorgsfuld, rummelig - og ikke mindst – hvilket måske var det, der førte jer sammen tilbage i 69 – som en meget morsom og sjov livsledsager. Det er træk, som vi alle kendte og holdt af hos Steve.

Men hvem var Steve så egentlig? Og hvorfor var han så kærlig, omsorgsfuld og så rummelig?

Steves liv:

Steve blev født i London. Han voksede op under trange vilkår, men i en familie præget af stor kærlighed og rummelighed. Steves forhold til sin far og især sin mor – Sheila – var stærkt og varede hele livet. Steve fortalte ofte om sin mor, og den store betydning hun havde haft for ham og hans livsforståelse.

Det var også hende, der lærte ham alle de viser og kaberet sange, hvor han altid ved specielle lejligheder og situationer - kunne trække en linje eller et vers frem, for at karikere en bestemt stemning eller situation.

Vi andre lærte hende også at kende – dels når vi spurgte Steve til råds om madlavning, så svarede han næsten altid: ”Well – my mum did it like this” - men også fordi Steves mor, var en skattet gæst i Steves hjem, og som vi derfor mødte mange gange.

I sine unge år interesserede Steve sig brændende for musik. Og ikke for så meget andet!
Med de muligheder som Steve havde, endte Steve i en alder af 18 år, i et engelsk militærorkester, hvor han spillede klaver. Med vores kendskab til det engelske militær på det tidspunkt – så har det været en hård nyser for en fyr som Steve, der i grunden bare elskede musik – og absolut ikke autoriteter. Men – han fik da til gengæld set lidt af verden – blandt andet Singapore og Malaysia.

Steves liv ændrede sig – for han mødte de musikalske klovne – ”The Nutcrackers”, som han begyndte at optræde med rundt omkring i Europa. Det var lidt svært, fordi han jo var ansat i det engelske militær! - Så han deserterede – hvilket siden hen skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning.

For ikke alene lærte Steve alt om kunsten at spille klaver – han fik også fremragende undervisning af den ene musiker i orkestret – og lærte dermed alt det, som han ikke havde haft mulighed for før.

”The Nutcrackers” optrådte her i København på Lorry, og Arne – Lillians bror – inviterede musikerne hjem til fest. Der mødte Steve og Lillian hinanden – og et langvarigt forhold – med stor kærlighed, megen sjov og musik – var skabt.

Steve og Lillian havde travlt og udnyttede tiden – de blev gift i London tre måneder senere. Steve kom altså til Danmark i 69 – og Kimm blev født i 70.

Der er ingen tvivl om, at Kimm var Steves øjesten, og at de havde helt specielle følelser overfor hinanden.

Kimm har skrevet et meget smukt brev til sin far, som Marie Askehave vil læse op for os:

Kimms brev til Steve, ved Marie Askehave!

Desværre blev Steve – fordi han jo var deserteret – anholdt af det engelske militær på et job i Holland, og måtte sidde 4 måneder i spjældet i England. Efter dette tvungne ophold, flyttede Steve og Lillian sammen i en lille lejlighed på Vesterbro.

Steve spillede med orkestre i Nyhavn. De blev blandt andet inviteret til Grønland, hvor de spillede på de amerikanske baser. Jørgen Vidkjær fik Steve med i Jimmy og Johnny Campelss’s danseorkester. De turnerede rundt i hele Danmark. Det var en lærerig tid, for det var dygtige musikere, som forstod deres profession til bunds.

Sidenhen gik det stærkt – Steve kom først ind i Tivolis Harmoniorkester og Big Band. Derefter kom han til Statens Teaterskole, Cirkusrevyen og Søndervig Revyen.

Uanset hvilket sted – eller hvilket job Steve spillede til, så var han altid en utrolig samvittighedsfuld musiker, der ydede sit bedste.

Steve var jo kendt for sin sorte engelske humor, men når han optrådte med sin musik, så var han altid utrolig koncentreret om lige netop den opgave.

Steve var en stor musiker, som formåede at spille jazz, klassiske viser og underholdning på et meget højt plan.

Tidligere rektor for Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole, Olav Harsløf skriver blandt andet i sine mindeord:

”En koncert med Bill Evans sendte Steve lige lukt ind i den amerikanske pianists krævende klangunivers. Herfra udviklede han sit store improvisationstalent, samtidig med at han tog alle genrer ind, rytmiske som klassiske, og ikke mindst dygtiggjorde han sig til en af de mest benyttede akkompagnatører.

Det var den raffinerede 60’er-jazz, der havde hans hjerte, og med den foldede han sig klangfuldt ud med talrige danske jazzmusikere og sangere, og kan stadig høres på flere indspilninger – så smukt på skuespilleren Marie Askehaves debutalbum. Han var Maries pianist og repetitør på Teaterskolen, som han havde været det for de mange andre elever, der altid kaldte på ham, når der siden hen i karrieren skulle øves op til forestillinger eller gives kabaretter.

Med Steve bag flygelet var man altid i sikre hænder.

Faktisk betød Steve meget for mange tidligere studerende fra teaterskolen, så meget at en gruppe af dem – hvoraf nogle måske også er til stede i dag - mødtes og mindedes Steve kort tid efter at de var blevet bekendt med hans bortgang.

Jeg kan berette, at jeg som ung hornist blandt andet spillede Hindemiths sonate for Horn og Klaver med Steve. Det foregik hjemme hos Steve. Jeg er i denne sammenhæng ikke ked af at indrømme, at Steve rent faktisk spillede den utrolig komplicerede klaverstemme bedre end jeg selv spillede min hornstemme. Dengang som nu – var jeg utrolig imponeret.

I de sidste mange år hyggede Steve sig også med egne kompositioner og brugte megen tid på computeren til at komponere og arrangere musik til andres projekter.

Kimm og Lillian har fortalt, at Steve var utrolig omsorgsfuld og rummelig. Det har vi – alle hans venner - især oplevet, ved det utal af lækre middage, som Steve har kreeret til os gennem de mange år, vi har været venner, og er kommet i hans og Lillians hjem.

Vi kender alle Steves legendariske kogekunst – og ikke mindst hans karry gryde, som blev serveret ved specielle lejligheder. Når Steve inviterede sine venner på besøg, så brugte han dage på at lave den bedste og lækreste mad, som vi, de forventningsfulde gæster satte til livs i store mængder.

Steve og Lillian havde engang inviteret på Glögg og æbleskiver. De var dejlige, men da vi var færdige med det, så fik vi lige 7 retter indisk mad til at gå hjem på.

Vi vil se tilbage på alle disse hyggelige stunder, der som regel altid endte med en udsøgt flaske whisky, som vi lige skulle smage på.

Det var blandt andet gennem sin kogekunst, at Steve glædede sine kolleger, når han - hvis lejligheden bød sig, serverede den efter en lørdagsforestilling.

Når man havde spist og derefter faldt i snak, tog det ikke lang tid at erkende, at Steve - dels hadede autoriteter – og dels ikke havde meget til overs for alle de, som havde den helt rigtige mening om alt. De og vi fik verbale tæsk – hvor både de og vi – ofte blev sat på plads med sort engelsk humor.

For inderst inde, var Steve en barnlig sjæl. Og vi kunne altid grine over fjollede episoder som vi havde været fælles om!

Men lige netop disse sider af ham, betød – at han gav plads til alle – og at han kunne omgås unge – meget unge kunstnere – og at man aldrig følte nogen aldersforskel, men tværtimod altid faldt fuldstændig i hak – enten i det sociale samvær - eller med den opgave man arbejdede på.

Vi er ved at tage afsked med Steve – i hvert fald i forhold til hans liv her på Jorden.
Steve interesserede sig meget for filosofi, og var tiltrukket af asiatiske tanker om liv og død. Men ingen ved præcist, hvad Steve troede på.

Da Steves far døde, sad Steve med et glas øl i hånden. Glasses sprang mellem hænderne på Steve, som fik en klar fornemmelse af, at ”noget” var sket. …Måske er der mere mellem himmel og jord, end både vi og Steve tør tro på?

Steve levede og fik det liv, som han satte pris på og værdsatte. Der er ingen tvivl om det. Han troede i hver fald på det smukke i livet.

Steve elskede at rejse og opleve verden sammen med Lillian – og han endte sine dage et af de steder, han holdt mest af - Italien.

Da ingen af os fik sagt ordentlig farvel til Steve, så lad os gøre det nu!

Steve, du sidder sikkert deroppe – et eller andet sted – og smiler til os, med en pint i hånden.

Kære Steve – vi vil savne dig utrolig meget - kom godt videre og drik så denne sidste skål sammen med os!

Jakob og Michael

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post84

Mindeord om min far i Politiken 4. november 2014

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 04 nov, 2014 11:24:27

Mindeord

Tidligere rektor for Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole Olav Harsløf skriver mindeord om pianisten Steve Howe, Solrød Strand, 71 år.

Steve Howe voksede op i London som barn af engelske forældre med irske aner. Hans åbenlyse musikalitet og færdigheder på klaveret blev understøttet med undervisning og studier i en sådan grad, at han i en meget ung alder kunne høres i hovedstadens revival- og swingbands. En koncert med Bill Evans sendte ham imidlertid lige lukt ind i den amerikanske pianists krævende klangunivers. Herfra udviklede han sit store improvisationstalent, samtidig med at han tog alle genrer ind, rytmiske som klassiske, og ikke mindst dygtiggjorde sig til en af de mest benyttede akkompagnatører.

Hans første engagement blev i et turnerende ’komisk orkester’, der underholdt i hele Europa. I 1969 gav orkestret koncerter i København, hvor Steve mødte sin Lillian – og slog sig ned her. Der blev hurtigt bud efter ham i større eller mindre ensembler, og snart blev han også fast pianist og repetitør på Statens Teaterskole. Men sideløbende hermed var han i en årrække pianist i Tivolis Bigband hver sommer, og derefter keyboardspiller under James Prices ledelse i Cirkusrevyen.

Men det var den raffinerede 60’er-jazz, der havde hans hjerte, og med den foldede han sig klangfuldt ud med talrige danske jazzmusikere og sangere. Med Steve bag flygelet var man altid i sikre hænder.

Til 40-års jubilæet for Erik Knudsens og Finn Saverys revy Frihed – det bedste guld i 2001 spillede han som akkompagnement den omfattende klaverudgave af hele orkesterpartituret – til stor ros fra Savery. Og i 2009, 100-året for Sven Møller Kristensens fødsel, reharmoniserede han Bernhard Christensens musik til jazzoratoriet De 24 Timer, der opførtes med orkester, kor og solister i en tætpakket Politikkens ’Pressen’.

Også nonetten Saxomania med flere tidligere saxofonister fra Radioens Bigband nød godt af hans klaverspil, og fra midten af 1990’erne var han den bærende kraft i kvartetten Memories of You.

Steve elskede Danmark og dansk musik. Han var en kongenial fortolker af Bernhard Christensens og Kai Normann Andersens melodier til Poul Henningsens revyviser. Det skulle da også blive et program med ’Man binder os på mund og hånd’ og ’Ta’ og kys det hele fra mig’, der skulle blive hans sidste offentlige optræden og musikalske farvel.

Tak til Olav for de fine mindeord.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post83

Brev til min far

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 27 okt, 2014 21:37:32

Kære Steve

Lige siden du blev syg og lagt i koma, har jeg ønsket og bedt til, at du ville vågne. Jeg forestillede mig hele tiden, at se dig vågen på hospitalet. Jeg forestillede mig også, hvordan vi ville fejre jul med dig hjemme hos os. Alt det vi oplevede, mens du var på hospitalet, ville jeg så gerne dele med dig. Det fik jeg så desværre ikke muligheden for. Jeg håber selvfølgelig, at du ved, jeg var hos dig, så meget jeg kunne. Jeg havde også Jakob med nede den ene gang. Han kom for at støtte os, og for at få os lidt ud af byen, så vi kunne få lidt andet at tænke på, selvom det var svært.

Ud over sorgen over, at have mistet dig, så bliver det så hårdt for mig at komme videre, da det er svært for mig at forstå, at jeg ikke fik sagt farvel til dig. Jeg er så ked af, at du blev så syg, og nok var forfærdelig bange og havde mange smerter. Ked af, at vi ikke har fået muligheden for at tale med dig om det, og se dig glad og rask igen.

I ny og næ, er der lige et sekund, hvor jeg tror, at alt er som før, men jeg bliver hurtigt klar over, at mareridtet er virkelighed. Under dit sygdomsforløb, var min krop meget stresset over uvisheden. Nu er stressen væk, men jeg er tynget af sorg. Hele mit indre sitrer, og jeg føler, at jeg er i en tåge det meste af tiden, men når tankerne tager overhånd, så triller tårerne.

Jeg savner også at fortælle dig om, hvad der sker lige nu. Alle de mennesker, der er berørte af situationen. Alle de mennesker der vil komme til din mindestund og støtte mor og mig, og sende dig godt på vej.

En af de sidste ting, jeg fortalte dig var, at vi nok skulle passe på mor. Jeg ville ønske du vidste, at vi nu bor i dit og mors hus, og Jakob har gjort et stort stykke arbejde, for at hjælpe mor lidt videre i livet. Det er meget underligt, at det ikke er dig, der står i køkkenet. Vi tager snart hjem igen, så nu skal mor i gang med selv at lave mad. Hvordan mon det bliver? Men selvom vi tager hjem, så skal vi nok fortsat hjælpe mor med alt, hvad hun har brug for af hjælp. Hun er også velkommen til bare at hoppe i bilen og komme hjem til os, når det bliver for trist.

Jeg er ked af de ting, du ikke kommer til at opleve nu. Jeg ved, at det ikke betyder noget for dig nu, men det er meget trist for mig, at du ikke er en del af mit liv mere.

Hvem skal jeg ringe til, når min computer ikke virker? Hvem skal Jakob ringe til, når han har et spørgsmål om madlavning? Hvem skal vi købe god whisky til? Jeg kommer til at savne, at give dig gaver til jul og din fødselsdag. Det har altid været dejligt, at glæde dig med gaver, især de uventede, som Jakob var god til at finde.

Jakob er også glad for gaven, I havde fundet i Italien, inden du blev syg. Det bliver bare meget mærkeligt, at bruge den, men den skal ikke gå til spilde, når nu du har fundet den, og ønsket at give den til Jakob. Vi vil tænke på dig, hver gang den bruges. Men bare rolig, jeg vil tænke på dig hele tiden i meget lang tid.

Jeg vil især bare savne, at du er her. Michael og Jakob skal holde tale ved din mindestund, og de har spurgt om sjove minder. Underlig nok er det ikke lige til at komme i tanke om. Du var der bare. Pludselig kom der lidt sang, en frase, en joke, en grimasse... Måske en sjov bøvs. Det er så også en af de ting, jeg mindedes med glæde fra barndommen. De fleste forældre lærer deres børn, at man ikke bare sidder og bøvser. Du gav mig point for mine bøvser, så det galt om at komme med nogle gode nogen.

Et andet godt minde, er alle de stunder vi har haft, bare dig om mig, når vi har været ude at spise og på pub bagefter. Der er nok ikke mange døtre, der går ud og drikker med deres far, men det gjorde jeg, og vi har hygget os.

Som far, forbød du mig ikke ting, du selv ville gøre. Du og mor lærte mig, hvor grænsen gik. Jeg overskred den mange gange, men var godt klar over, hvornår jeg var gået for langt. Du forventede aldrig noget af mig. Ikke fordi du ikke ønskede mig et godt liv, men du var ligeglad med om jeg blev skraldemand eller advokat, bare jeg var glad. Du syntes måske nok, at jeg var lidt doven, men det er jeg jo også.

Jeg er opvokset i et hjem med klaver. Jeg blev godt nok aldrig selv særlig vild med at spille, men jeg elsker musik. Musik betyder meget for mig. Det kan få mig til at danse, men det kan også få mig til at græde. Der vil gå lidt tid nu, før jeg skal høre musik igen.

Du var mit engelske link i Danmark. Vi har en stor familien i England, som jeg heldigvis altid kan besøge, men jeg vil savne det engelske sprog og humoren i hverdagen. De små fortællinger om dit barndoms- og ungdomsliv og minderne vi havde sammen.

Grunden til at jeg har skrevet dette brev, er egentlig fordi, jeg sagde til mor, at der var så meget, jeg gerne ville fortælle dig, og så sagde hun, at jeg skulle skrive et brev. Det har jeg så gjort.

Det har lettet mit hjertet lidt, meget lidt.

Selvom jeg ved, at du ikke er her mere, så vil der alligevel gå rigtig lang tid, før jeg helt har forstået, at jeg aldrig skal tale med dig, dele noget med dig eller se dig igen. Det er meget uvirkeligt og utrolig hårdt.

Jeg håber, at du er sammen med Nanna, Granddad, Great Nan og alle andre du har savnet, og at vi måske ses igen, den dag jeg skal herfra.

Mange tanker...

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post82

Mindeord om min far

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 27 okt, 2014 11:05:12
Jeg vil gerne dele disse ord om min far, som blev sendt til min mor. De er fra min fars gode kollega og ven Bente zaber. Det rører mig og hjælper mig. Tak Bente.

Kære, kære Lillian!

Det er et meget stort tab for utrolig mange mennesker, at Steve er død, og allerstørst selvfølgelig for dig! Jeg håber inderligt, at du får hjælp til at komme videre og trods smerten og savnet, kan glæde dig over hans rige liv.

Steve var en gave til alle dem han mødte, og det må ha' været mange! Hans imødekommenhed, kæmpe venlighed, mildhed, store beskedenhed og tolerance er en sjældenhed, som vi alle er blevet beriget af.

Udover hans store menneskelige kvaliteter var han også en kæmpe musiker! Jeg er meget taknemlig over, at jeg fik kontakt til ham på det sidste - det var noget, jeg havde tænkt på, faktisk i flere år, men ikke regnede med, at han orkede. Så var jeg så heldig, at det hele passede sammen med hans onsdagsmøder i elite-ølklubben! De hyggelige og musikalske små masterclasses jeg fik her på Enghavevej, vil være et smukt minde, jeg har med mig fremover.

De bedste kærlige hilsner fra Bente

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post81

Jeg vil savne dig for evigt ♥ ♥ ♥

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 24 okt, 2014 18:32:23

Steve, min far, sov desværre ind for en uge siden, kun 71 år gammel. For mindre end 4 år siden, sagde vi farvel til min farmor, og selvom jeg var ked af, at min far nu var den ældste i familien, havde jeg ikke drømt om, at han skulle væk fra mig så hurtigt. For selvom helbredet måske ikke var på toppen, så stod han absolut ikke med det ene ben i graven.

På en ferie i Italien med min mor, blev han alvorligt syg. På hospitalet blev han lagt i kunstig koma for at give ham ro og tid til at hele. Desværre kunne hans krop ikke kæmpe kampen og efter 19 dage i koma, sov han ind.

Jeg var nede hos ham 2 gange, men fik ikke set ham meget, da han kun måtte få en besøgende dagligt og ikke særlig længe. Jeg fik talt med ham, hvilket han reagerede på, men jeg fik aldrig set ham vågen eller sagt farvel, efter han blev syg. Jeg håber inderligt, at han vidste, jeg var hos ham.

Italien er ikke stedet, man skal blive syg. Nok er lægerne dygtige, men de kan ikke engelsk, og det har været et rent helvede, at finde ud af, hvordan min far har haft det fra dag til dag. Ambassaden i Rom ville ikke hjælpe. Forsikringen i Danmark ville ikke hjælpe. Min mor og jeg følte os meget ene og forladt i denne ulykkelige situation. Derudover var byen et rent støjhelvede dag og nat. Vi fik ingen ro på noget tidspunkt.

Ved et rent tilfælde, mødte vi en italiener, der har boet det meste af sit liv i New York, og han ville meget gerne hjælpe os, når vi skulle besøge Steve og tale med lægerne. Efter første lægemøde, sagde han, at vi bare skulle ringe, hvis vi havde brug for ham. Også hvis vi bare ville gå en tur eller ud at spise. Vi regnede ikke med, at han mente det så bogstaveligt, men han var ved vores side stort set alle de tidspunkter, vi havde brug for en tolk. Den periode, jeg var hjemme i Danmark, passede han på min mor og inviterede på kaffe, is og ud at spise. Han var som sendt fra himlen. Et helt utroligt godt og rart menneske. Hvis ikke det havde været for ham, så tror jeg, min mor havde knækket fuldstændigt sammen.

Steve blev kremeret i Italien. Noget vi ikke måtte deltage i, så vi tilbragte dagen i en park, han engang selv har været i sammen med min mor, og mindedes ham der. Asken kommer hjem i næste uge. Det er ikke lige til, da den skal igennem ambassaden i Rom, bedemand i Danmark og alverdens papirer skal ordnes.

Min mand og jeg bor nu hos min mor i en kortere periode, for at hjælpe med at rydde op og holde humøret lidt oppe. Det er nu mest min mand, der rydder op. Han er også en kæmpe hjælp i denne tid. Det er trist at rydde op i sin fars ting. Steve var musiker og musik var hans liv. Min første tanke var, hvad pokker meningen er med livet. Al den tid han har brugt i sit musikværelse, alt hvad han har lavet og samlet, virker helt spildt, nu hvor han er væk.

Men så skete noget uventet. Jeg blev kontaktet af en af Steves tidligere elever fra Statens Teater Skole, om at hun meget gerne ville hjælpe med og deltage i Steves mindestund, som vi holder i stedet for en bisættelse. Familien, venner og mange gamle kolleger vil alle gerne komme og mindes Steve og sende ham godt af sted. Der bliver skrevet en mindre artikel om ham, som kommer i Politiken. Og Steves engelske stampub, Charlie’s Bar, holder en mindedag for dem, han kendte der. Jeg havde ingen idé om, at han havde rørt så mange mennesker og var så værdsat. Selvom det ikke bringer ham tilbage, så er jeg meget rørt, og det hjælper mig i en utrolig trist og uvirkelig tid i mit liv. Det får mig også til at tænke, at hans liv alligevel ikke har været spildt.

Et indlæg om min savnede far bør måske ikke kun indeholde alt det triste, men det har fyldt så meget, at det har været så alvorligt, og at det hele er foregået i udlandet. Så det var lige det, jeg havde brug for at skrive om. Alle der kender mig, ved at jeg havde et særligt bånd med min far, så det behøver ingen ord.

Steve var min far, og jeg savner ham vildt. Jeg kan slet ikke forstå, at han er væk. Han var her jo lige. Jeg forventer hele tiden, at han kommer ind ad døren. Gid jeg aldrig havde modtaget det telefonopkald. Gid mine forældre var kommet glade hjem fra ferie. Jeg vil aldrig glemme min far.

HVIL I FRED eller GOD REJSE VIDERE.

Jeg elsker dig, og du vil altid være savnet.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post80