Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Min elskede Luie

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 10 okt, 2018 10:54:20

Endnu et farvel. Min skønne, søde og helt fantastiske Luie tabte desværre kampen til kræft. Vi fik næsten 6 år sammen, jeg havde da håbet på meget mere, men Luie havde desværre andre planer.

I mit indlæg, hvor jeg introducerer Luie, skriver jeg, at jeg glæder mig meget til den dag, Luie er MIN hund. DET blev han så. Jeg har aldrig oplevet en så glad og veltilpas hund, som Luie. Han var super godt opdraget af tidligere ejer, hvilket jo gjorde sit, men han havde en helt speciel personlighed.

Luie var med alle vegne, han var velkommen alle vegne og skabte glæde alle vegne.

På de dejlige gåture gik Luie altid løs. Han var ligeglad med løbere og støjende børn. Hilste gerne på søde hunde, og gik en stor bue udenom ikke så søde hunde. Luie var jo en cocker spaniel, så en jagthund, men han gik også en stor bue udenom katte, pindsvin og egern, for puha de kunne jo være farlige. Så ligegyldigt hvad vi mødte på vores vej, så var han omkring mig. Han var også en lille sniger. Jeg kunne stoppe op og vende mig om, for at kigge efter ham, og så var han væk. Når jeg så vente mig om igen, var han lige foran mig.

Når det ringede på døren, gøede Luie engang imellem, men han var altid glad, ligegyldigt hvem det var, så skulle han have noget i munden og rende glad rundt, ligesom han skulle hver gang vi kom hjem. Når han var ude i haven skældte han heller aldrig nogen ud. Hvis der kom nogen gående, løb han glad hen for at hilse, og blev pænt skuffet, hvis folk eller hunde ikke så ham.

Luie var med på hospitalet, da jeg mistede Jakob. Han vidste på dagen, at det ville ske, og lige inden reagerede han voldsomt. Efter Jakob var gået bort, lå han flat på gulvet og pev i al den tid, vi var om at tage afsked og komme hjem. Dagen efter lå han i Jakobs seng og pev, men så begyndte han så småt at få det bedre. Hunde er ikke i sorg så længe som os. De lever i nuet.

Luie har siden været min absolut bedste ven. Mit et og alt. Han er kommet til mig, når jeg har været trist, og han har givet mig så meget glæde bare ved at være ham. Han har ligget mange timer på mig eller op ad mig, så min blære har været ved at springe. Han var altid ved min side. Jeg har et hav af billeder af ham, fordi han altid så nuttet ud eller lavede sjov. På Facebook har mange også takket for skønne billeder, og skrevet hvilken fantastisk hund han var, også dem, der kun så ham på billeder.

Hvil i fred skønne Luie. Håber du nu er sammen med Jakob, og at vi ses igen en dag. Jeg er så glad for, at du kom til os, selvom jeg kan huske, jeg var lidt ked af, at du var oppe i årene, men du har vist, hvor fantastisk det kan være at have hund. Ja, ordet fantastisk er blevet brugt nogle gange, men det var du. Du vil altid være i mit hjerte ♥ ♥ ♥

Luie 1. februar 2007 – 8. oktober 2018

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post87

Tiden går hurtigt, men står alligevel stille

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 15 okt, 2013 18:09:21

I dag er det et år siden, jeg måtte have min elskede hund Oscar aflivet. Mange skrev til mig, at jeg med tiden ville få det bedre. Men tiden går så stærkt, så jeg føler ikke, at jeg er kommet ret meget videre. Han har jo lige været her.

Jeg fandt dette citat på nettet i dag, og det er lige det, jeg har sagt til mig selv i dag, nemlig at mine hunde jeg har mistet, nu er i mit hjerte, og der vil de altid være.

Hele Oscars liv kaldte jeg ham min sorte engle. Han var mit et og alt, og gav mig så meget glæde i livet.

Jeg håber, at jeg snart kan komme lidt videre i min sorg, men hvor er det dog svært aldrig igen, at skulle se ind i hans rolige, blide øjne og få et varmt og blødt briardkram samt følelsen af, at alt er godt ♥ ♥ ♥



  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post73

Mine hunde vidste, at enden var nær

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 28 aug, 2013 11:10:24

I dag er det et år siden, jeg tog dette foto af mine to elskede hunde. Jeg tog det fordi de lå så tæt med hovederne. Så tæt havde de aldrig ligget før.

9 dage senere sov Sammie ind, og 5 uger efter igen måtte vi sige farvel til Oscar. Jeg er overbevist om, at de har vidst at Sammie var syg, og derfor holdt Oscar sig stærk i den sidste tid, indtil Sammie sov ind.

Jeg tænker på dem hver dag og kan stadig ikke helt forstå, at de ikke er her mere. Utroligt så meget hunde kan fylde i ens liv og hjerte. ♥ ♥ ♥



  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post69

Afdød hund får skylden

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 05 maj, 2013 15:29:50

Som jeg har skrevet før i indlægget Det er hundens skyld!, så giver hundeejere alt andet end dem selv skylden, hvis de har problemer med deres hund.

Nu får en afdød hund endda også skylden, nemlig min gamle Oscar. Jeg må indrømme, at jeg blev noget harm over den beskyldning. Og rigtig ked af det.

Jeg var ude at gå en tur i skoven med min hund Luie, den skønne Cocker Spaniel, der har hjulpet mig videre efter tabet af mine to elskede hunde, Oscar og Sammie. Vi møder på vejen en gravhund og hans ejer. Gravhunden skælder Luie ud, og ejer siger den skal holde op eller noget i den retning. Luie har ikke lyst til at omgås hunde, der skælder ud, så vi skyndte os videre. Da jeg passere ejer, siger han, at min hund minder om en anden hund, der engang gjorde noget. Altså at det var derfor hans hund skældte Luie ud.

(Oscar har altid gøet af denne gravhund, når den har passeret vores grund, hvilket er helt naturlig adfærd. Hundens ejer har dog altid nydt at gå lige ved hækken for at tirre Oscar yderligere, selvom det stressede hans egen hund gevaldigt, i stedet for at gå over på den anden side af vejen. Hundene har aldrig mødtes ellers, så Oscar har reelt ikke gjort hunden noget. Vi var også altid ude for at hjælpe Oscar i disse situationer, og få ham væk fra dem.)

Jeg gik lidt videre og tænkte så, at han nok mente Oscar, så jeg spurgte, hvad fanden han mente med det. Hans forklaring fik mig til at tvivle på, om han mente en anden hund, så jeg gjorde bare klart, at vi var kede af det med Oscar.

Jeg har så siden fået fortalt af en anden hundeejer, at han rent faktisk mente Oscar. Nu kan jeg slet ikke se, at en Briard og Cocker Spaniel ligner hinanden på nogen måde. Jeg er også sikker på, at den kommentar kun er kommet til mig. Hvis ejer møder en anden Cocker, finder han vel ikke på at sige, at hans hund ikke kan lide den, fordi den minder om en Briard, der er 4 gange større. Derudover kan hunde med deres meget gode næser godt skelne mellem, hvem der er hvem. Så den hund troede på intet tidspunkt, at det var Oscar. Det var nok mere ejer, der var flov over, at hans hund skældte ud, da han jo ikke syntes, det var i orden, når Oscar gjorde det ved hækken, så som altid kom der en dårlig undskyldning.

Vi har set denne hund i flere situationer, hvor den har været utrolig stresset, og den får ingen hjælp fra ejer, tværtimod. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at give Oscar det bedst mulige liv. Hvad har denne ejer gjort for sin hund? Givet en afdød hund skylden.

Det er i de fleste tilfælde ejers skyld, hvis en hund har problemer. Få hjælp til at forstå din hund og til at give den et bedre liv, i stedet for at give alt mulig andet skylden, for det hjælper jo ikke hunden.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post66

Mit hjerte vokser

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 31 dec, 2012 12:07:09

Livet efter Oscar og Sammie er ekstremt hårdt. De to elskede hunde fyldte meget i vores liv, og det var meget uvirkeligt at miste dem så pludseligt og så hurtigt efter hinanden. Den ene dag er alt godt, og mindre end 2 måneder senere er de begge væk.

Selvom det nu er 2½ måned siden, vi sagde farvel til Oscar, har jeg ikke endnu haft en dag uden tårer. Jeg savner ham stadig frygteligt og har meget svært ved at komme videre. Sammie er selvfølgelig også savnet, men Oscar var min helt særlige hund, mit et og alt. Det at jeg fik ham aflivet giver mig følelsen af, at jeg har slået ham ihjel, og det har jeg meget svært ved at komme over, også selvom det havde været mishandling at lade ham leve.

Selvom mit savn er stort kunne jeg jo ikke leve uden hund, det var for underligt og trist. Det var jo en del af min identitet at have hund. Alle spurgte altid til hundene, så der måtte en ny til og vi har været så heldige, at Luie kom til os. Det var helt klart meningen, for han er så sød og nem. Så i denne svære tid skal vi ikke arbejde med problemer, men bare nyde livet med en hund, der også nyder livet.

Vi får gået en masse lange ture i den skønne natur, hvilket er godt for både krop og sjæl. Det er dejligt igen at kunne gå lange ture med en hund, der ikke har problemer med benene pga. hofte dysplasi. Luie og naturen hjælper mig meget.

En stor tak må gå til Luies tidligere ejer, der har været med til at gøre Luie til den dejlige hund han er ;o)

Jeg håber på, at 2013 bliver et bedre år uden sorg og smerte.

Godt nytår til alle og husk; giv din hund den bedst mulige nytårsaften. Vi skal være hjemme sammen med Luie den første nytårsaften vi er sammen, så kan jeg se, hvordan han tager det i trygge omgivelser. Luies tidligere ejer har sagt, at han aldrig har haft problemer med fyrværkeri, men han kan jo reagere helt anderledes, nu hvor han er et nyt sted. Men jeg håber da på, at jeg har vist ham, at han kan være tryg hos mig.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post61

Mød Luie

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 17 nov, 2012 16:24:53

Da jeg mistede mine to elskede hunde Oscar og Sammie, svor jeg, at jeg ikke skulle have hund igen foreløbigt. Jeg troede ikke, at der ville være kærlighed til en ny ven. Men som ugerne gik og livet blev ved med at være meget trist og huset tomt, følte jeg, at jeg havde brug for en ny ven til at hjælpe mig med at komme videre.

Vi har længe talt om, kun at få hunde gennem internater eller andre steder, hvor der sidder hunde og venter på nye hjem. Der er alt for mange hunde i denne verden, der venter på et nyt hjem, og vi føler, at det er bedre at hjælpe dem, der allerede er kommet til verden, fremfor at gå til en opdrætter og vente på en hvalp.

Selvom jeg ikke var sikker på, om jeg skulle have en ny hund, så fik jeg alligevel lysten til lige at se, hvilke hunde, der sad og ventede på nye hjem. Min søgning havnede på en dejlig 5-årig Cocker Spaniel, Luie. Luies tidligere ejer havde ikke mulighed for at give ham det liv han var vant til, og som han fortjente. Derfor søgte hun et nyt hjem til ham.

Tidligere ejer og jeg havde en længere telefon samtale og aftalte at mødes hjemme hos os. Så kunne vi møde Luie og hun kunne møde os, og se hvad vi kunne tilbyde Luie.

Det gik fint og vi blev enige om, at Luie skulle bo hos os. Vi hentede ham en uge senere…

Det første 1½ døgn, var Luie lidt mut, og jeg havde meget ondt af ham og hans tidligere ejer. Det er aldrig sjovt, at sige farvel til sin bedste ven. Men vi gav Luie ro og tid til at vænne sig til sine nye omgivelser, og meget hurtigt livede han op og blev glad, og tidligere ejer får løbende opdateringer, så hun kan følge med i, hvor godt det går.

Vi er nu i gang med at lære hinanden at kende, og det går bedre dag for dag. Vi får leget og hygget i hus og have og gået nogle dejlige ture på marken og i skoven.

Jeg savner selvfølgelig stadig Oscar og Sammie rigtig meget, men Luie hjælper mig til at tænke på noget andet. Vi havde begge brug for hjælp, og nu hjælper vi hinanden.

Jeg glæder mig meget til den dag, Luie er MIN hund ;o)

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post56

Min elskede Oscar

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 30 okt, 2012 11:26:43

Da jeg var barn og ung, havde mine forældre verdens dejligste hund. En Briard der hed Kelly. Han var på det tidspunkt mit et og alt, og derfor var det også en Briard, jeg skulle have, ligeså snart jeg havde mulighed for at have hund.

Den mulighed kom først i 2001, 10 år efter vi havde sagt farvel til Kelly, men han var sandelig værd at vente på. En rigtig ønskehund. Vi mødte hans opdrættere på en hundeudstilling, og de tog imod os med åbne arme med det samme, og vi har siden brugt mange timer sammen. Lige fra fødslen fik vi lov til at besøge kuldet så tit vi havde lyst, og jeg var endda hundesitter for mor og kuldet, da opdrætterne en dag ikke kunne være hjemme. Hos disse opdrættere fik hvalpene den bedste start på livet. Deres hjem var fyldt med kærlighed og varme.

Vi kunne vælge mellem 2 hanhunde, men der må være en mening med, at vi valgte ham vi gjorde. Oscar har altid været en helt speciel hund, med rigtig meget personlighed. Han var også en meget stærk hund, og han blev hurtig kendt i Lynge som bandithunden.

Men jeg gav ikke op overfor Oscar. Jeg undersøgte alt, hvad jeg kunne for at hjælpe ham til at blive en gladere hund. Jeg tog til træning og fik hjælp og vejledning af flere adfærdskonsulenter og andre hundeejere. Når det kommer til hunde, så har alle en mening, og jeg blev ikke klogere på Oscar. Først da jeg ved et tilfælde fandt bogen ’Hundelytteren’ gik der et lys op for mig, og jeg begyndte så småt at hjælpe Oscar.

Oscar blev aldrig perfekt, han var jo heller ikke en robot, men et voksent selvtænkende individ, men vi forstod nu hinanden, og jeg vidste, hvilke forbehold jeg skulle tage i situationer, hvor han kunne stresse. Alt i alt var han en meget rolig, tilfreds og glad hund.

Desværre fik Oscar som 2-årig konstateret hofte dysplasi og skulle igennem et par operationer. Vi troede ikke, at han ville være hos os i mange år, men vi blev velsignet med 11 gode år. Jeg er sikker på, at han har haft det bedste liv han kunne her hos os. Vi har gjort alt, hvad vi kunne for at hjælpe ham både psykisk og fysisk, og derfor tror jeg, at det var meningen at han skulle komme til os. Andre havde måske givet op pga. hans adfærd eller hans dyre operationer.

Nu kunne Oscar heller ikke mere. Hofterne var helt væk, og han havde besvær og smerter, når han gik rundt. Meget hurtigt ville han heller ikke spise, og han blev mere og mere mut, og så ud som om han bad om hjælp. Desværre var den eneste hjælp han kunne få, en ende på hans lidelser.

Dyrlægen der hjalp Oscar til verden i hans første hjem hos opdrætteren, og som har hjulpet ham med hans HD var også ham, der hjalp Oscar ud af sine pinsler og videre ud på hans næste rejse. Selvom aflivningen var en af de værste ting, jeg skulle beslutte og igennem, var der noget rart over at det var denne dyrlæge, der gjorde det.

Det er helt ubeskriveligt, så meget jeg har elsket Oscar. Det gjorde næsten ondt… Jeg elsker ham stadig og savner ham voldsomt. Huset er meget tomt nu uden vores hunde. Det er især tomt uden Oscar, for han flyttede ind i huset samtidig med os. Selvom jeg ved, at hunde ikke lever så længe, så havde jeg alligevel håbet, at Oscar var blevet hos mig for evigt. Det er meget underligt, at han ikke er hos mig mere, han var jo mit et og alt.

Hvil i fred elskede Oscar. Jeg håber, at du og Sammie er sammen igen. Du var min ønskehund med en helt fantastisk personlighed. Du har ligesom Sammie givet os mange dejlige minder, og du vil altid være i vores hjerter ♥ ♥ ♥

Oscar 30. august 2001 – 15. oktober 2012

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post54

Mit livs værste og sværeste beslutning

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 21 okt, 2012 15:32:54

Mit livs værste og sværeste beslutning var ikke om jeg skulle på gymnasiet eller ej, hvilken videregående uddannelse jeg skulle vælge, om jeg skulle flytte til London eller blive i København, om jeg skulle giftes eller om jeg skulle have børn.

Mit livs værste og sværeste beslutning var at tage stilling til, hvornår min elskede hund Oscar skulle aflives.

Selvom det var ubeskrivelig hårdt at miste vores anden hund Sammie, kun 2 dage efter vi fik at vide at hun var alvorligt syg, så var det befriende at hun selv sov ind. Vi nåede slet ikke til at tale om, hvornår hun eventuelt skulle aflives.

Desværre gik det ikke ligeså nemt med Oscar…

Som jeg skrev i forrige indlæg, så tog Oscar Sammies død fint, men nu tror jeg alligevel at han har holdt sig stærk i hendes sidste tid, fordi han vidste, at hun var syg, og da hun så ikke var her mere, gav han selv slip. Oscar har levet med dårlige hofter hele hans liv og han har klaret det rigtig godt. Han kæmpede lige til det sidste, men nu kunne hans bagben ikke mere. Han havde meget svært ved at rejse sig til sidst, og vi kunne se at han havde ubehag og besvær med at komme omkring. Til sidst gik han også kun nogle få skridt, og så lagde han sig igen. Han virkede meget mut og trist. Det var ikke noget liv for ham, og jeg kunne se i hans øjne, at han bad om hjælp.

Det er enhver dyreejers pligt at sørge for at dyrene ikke lider, og hjælpe dem med at afslutte et liv, der ikke er værdigt eller smertefrit at leve, men hvor er det dog svært at vide helt præcist, hvornår det er.

Det er meget makabert at skulle bestille tid til sin hunds død. Beslutte hvor og hvordan det skal foregå, så hunden kommer bedst igennem det. Jeg havde en følelse af at hele mit indre blev flået i tusind stykker, og har nu følelsen af, at jeg har slået min hund ihjel. Det er så hårdt.

Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at der er så mange hundeejere, der får deres sunde og raske hund aflivet, fordi den har et adfærdsproblem. Min hund var 11 år og kunne ikke mere, og for mig var beslutningen stadig helt umenneskelig, men flere tusinde hundeejere gør dette med hunde, der intet fejler hvert år her i Danmark. Hvis folk vil slå deres hund ihjel i stedet for at lære om hundens leveregler, så bør de ikke have lov til at få hund igen. De har jo ikke lært noget og vil begå de samme fejl med den næste hund. Kun hundens personlighed afgør om det så går bedre eller værre. Husk, når en hund fejler, så har ejeren fejlet.

Selvom min verden er ramlet, livet nu er hårdt og beslutningen var forfærdelig at tage, så er jeg sikker på, at det ikke var en dag for tidligt eller en dag for sent, vi sagde farvel til vores elskede Oscar.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post53

Sammie kom på besøg i 7 år

Mine hundeOprettet af Kimm Howe 04 okt, 2012 15:12:18

Sammie kom til os i sommeren 2005. Hun var på det tidspunkt 4 år, hendes familie var blevet skilt, og de havde derfor ikke tid til hende mere. Heldigt for os, der lige havde besluttet at vores hund Oscar på 3 år, skulle have en ven.

Vi mødtes med Sammie for at se om hun og Oscar kunne sammen. Det kunne de jo så og vi fik aftalt en dag, hun skulle flytte hjem til os.

Sammie var nok noget forvirret over at blive hentet af en fremmed mand og kørt væk fra alt, hvad hun kendte til. Så vi gav hende den ro hun skulle bruge til at falde til og vende sig til alt det nye. Heldigvis gik det forholdsvis hurtigt. Hun var meget kulret og bange for at vi skulle forlade hende, men som tiden gik blev hun roligere og kunne ligge for sig selv i andre rum end os. Hun var nu mest til selskab, så kom ofte og lagde sig i nærheden af en af os.

Oscar og Sammie skulle også lige lære hinanden at kende, men de blev de bedste venner. Hun var perfekt til Oscar. Hvis han blev sur, sprang hun bare i hovedet på ham, for at spørge om de skulle lege, og så var Oscar god igen. De hyggede sig bare ved at være sammen. To hunde der forstod, respekterede og nød hinanden.

Oscar har altid været lidt af en bandit, så at få en så dejlig nem hund som Sammie var skønt. Men havde vi nu fået Sammie som vores første hund, så havde jeg nok aldrig lært om hundens leveregler, som jo er så vigtige, selvom man har en nem hund.

Jeg er sikker på, at Sammie har elsket sit liv hos os og aldrig har tænkt tilbage på, hvor hun kom fra. Hun har haft et rigtig hundeliv. Hun har fået masser af kærlighed og nus, masser af god mad og guffer, masser af gode gåture altid uden snor på og med rig lejlighed til at grave huller og bade. Hun har leget med os og med Oscar. Hun kunne dog nok have brugt lidt mere leg med Oscar, men pga. hans svage hofte blev det aldrig i lang tid af gangen. Hun har ikke været meget alene og når hun har, så har Oscar altid været der. Sidst men ikke mindst, så er hun altid blevet forstået, så alt i alt et rigtig godt hundeliv.

Desværre fik Sammie leverkræft og vi mistede hende meget hurtigt. Hun viste os ingen rigtige tegn på, at hun var alvorligt syg, og en måned forinden havde hun også fået ok efter et sundhedstjek, så det var meget sørgeligt at finde ud af, at hun var så syg.

Der gik en uge fra første dyrlæge besøg, til hun sov ind. Jeg følte, at jeg var lidt i en twilight zone, for det ene øjeblik havde hun gravet huller på marken, spist og været glad, og det næste var hun væk. Helt uvirkeligt. Men det betyder jo, at hun har levet livet til det sidste og ikke har haft mange smerter, hvilket også er en rigtig god ting.

Sammie var meget højt elsket og jeg savner hende helt vildt. Jeg håber, at hun har det godt, der hvor hun er, og at jeg mødes med hende igen en dag, sammen med alle de andre hunde, der har været i mit liv.

Oscar savner også Sammie, for han virker lidt mut ind imellem, og selvom han var med, da hun sov ind og fik snuset til hende, var det som om han kiggede efter hende, da vi var på marken dagen efter.

Vi prøver alle at komme videre, og Oscar har det oftest fint. Hunde kommer jo hurtigt videre, for dem er det en del af livet. Det er det selvfølgelig også for os, men vi har alligevel et helt andet forhold til døden end dyr… Tror jeg.

Hvil i fred søde Sammie. Vi er så glade for, at du kom til os, da du manglede et nyt hjem. Du har givet os mange dejlige minder, og du vil altid være i vores hjerter ♥ ♥ ♥

Sammie 31. maj 2001 - 06. september 2012

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post52