Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Thor, hunden rigtig mange vil huske

HundeOprettet af Kimm Howe 29 jan, 2013 15:52:19

En historie i medierne fylder meget i mit hovedet lige nu. Historien er om den 7-årige schæferhund Thor, der skal aflives i morgen. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig, så hvis indlægget er lidt rodet, beklager jeg, men jeg vil bare så gerne skrige ud til hele verden, hvordan hunde fungerer, hvordan de skal behandles og hvor forkert hele denne situation er.

Kort fortalt har Jette, ejer af Thor, været ude og gå en tur, da en lille hund pludselig springer frem fra en container. Thor bliver forskrækket og napper hunden. Ejerne taler sammen og udveksler detaljer i tilfælde af at noget er galt. Der var så et hul, der skulle syes og ejer af den lille hund, meldte Jette til politiet. Jette fik bøde og betalte, men et par måneder senere kommer 3 politifolk, for at hente Thor, da de siger han skal aflives. Nu har Thor siddet på internat i 2 måneder og i morgen skal han genforenes med ejer, så hun kan sige farvel og være ved hans side, når de slår ham ihjel.

Jeg har bare så ondt af både Jette og Thor, men stakkels Thor, der ikke forstår hvorfor. Tænk først at miste en ejer (Jettes mand døde forinden), stå tilbage med en ulykkelig ejer, for så også at blive taget fra hende, og så ende på internat.

Forestil jer så den gensynsglæde, der vil være, når de ser hinanden, og så skal Thor derefter slås ihjel.

Hvad er det for en syg verden vores hunde lever i? For det første forstår de den ikke, og for det andet så forstår mennesket ikke hunden.

Hunde må som det eneste dyr i denne verden ikke opfører sig som det dyr, de nu er. De skal opføre sig som os, ellers er der noget galt med dem, og ofte giver folk op på deres hunde og afleverer dem på internat, eller får dem aflivet.

I andre grumme tilfælde er det politiet, der er bindegale og beslutter at uskyldige hunde skal aflives. Ofte er folket helt med på den beslutning, men i denne sag, er der tusinder af mennesker, der er imod aflivningen af Thor. Alle kan se, at han handlede, som alle andre ville gøre.

Rigtig mange hunde i denne verden bliver misforstået af ejer og har af den grund påtaget sig rollen som den ansvarlige for flokken. Om dette var tilfældet for Thor ved jeg ikke, men der er stor sandsynlighed for, at han ved mandens død har ændret adfærd, og det har Jette højst sandsynligt også gjort.

Flokkens struktur ændrede sig ved mandens død, og for Thor betød det, at roller skulle byttes rundt. Måske var tidligere ejer leder af flokken? Måske var det Thor? Måske blev Jette ny leder? Måske var det Thor?

Thor har måske derfor været mere på vagt, for at beskytte Jette og sig selv. En i flokken mangler, og de må ikke miste flere. I omtalte situation kommer der lige pludselig en potentiel fare imod dem, og de bliver begge forskrækket. Thor kan ikke råbe op eller slå med armene. Han kan kun bruge sin mund. Hvis Thor ville slå ihjel, havde den lille hund været død på stedet.

Nogen mener, at Thor har fejlet, fordi han har bidt. Ja, han bed, men ejeren af den lille hund har fejlet. Vi skal alle undgå fremmede hunde. Går vi rundt om et hjørne, skal vi gå først og sikre, at der ikke kommer en anden hund gående. Ejer af den lille hund, burde ikke lade sin hund løbe så langt, at hunden er helt ude af syne.

Hvorfor får Thor og Jette ikke en gang en chance for at rette op på det? Selvom der ikke er noget for dem at rette op på, de har jo intet gjort galt. Vi andre får klip i kørekortet, tid i fængslet, men dødsstraf for et lille bid.

Når disse uheld sker fremover, vil ingen give navn og adresse fra sig, af frygt for at deres hund bliver slået ihjel.

Flere kommer også med kommentarer om tænk hvis det var et barn. Ja, så var det barn måske blevet bidt. Hunden er stadig blevet forskrækket og har blot reageret helt naturligt.

Som lille og ung er jeg selv blevet bidt to gange af to forskellige hunde. Begge gange var min egen skyld, og heldigvis blev ingen af hundene aflivet. Den ene hund var vores egen, den anden min venindes. Havde det været i dag, kunne begge hunde have risikeret aflivning. Heldigvis er mine forældre så fornuftige, at de heller ikke den dag i dag ville kræve aflivning, som så mange andre forældre gør.

Hunde må ikke bide, hunde må ikke gø, hunde må ikke knurre, hunde må ikke blive irriteret. Altså, hunde må ikke blive forskrækket, bange, stressede eller sige fra, når de har fået nok.

Katte må bide, katte må kradse, katte må sige fra. Der er mange børn, der bliver kradset og bidt af katte. Der er også mange katte, hunde og andre dyr, der bliver kradset og bidt af katte. Katte må slå hinanden halvt eller helt ihjel. Jeg har aldrig hørt om en kat, der er blevet aflivet, fordi den har angrebet et barn, en kat eller et andet dyr.

Næh, for sådan er katte jo… Hva’ pokker er forskellen? Hvorfor må hunde ikke være hunde?

Heste og kæledyr som gnavere og fugle kan også bide, både mennesker og dyr, og det er fuldt ud acceptabelt. Bider hunden én gang, mener mange, at den skal dø. Hunden får ikke en chance.

Tusinder skriver om dette på nettet, og forsøger at få det stoppet. Jeg håber, at det lykkedes. Jeg ved, at det ikke er nok med ord, der skal handling til. Derfor er der heldigvis også en person, der har taget initiativ til at lave en demonstration i morgen. Jeg er desværre for syg til at deltage, men jeg vil være der i tankerne. Mon ikke politikerne skal til at vågne op nu, og få lavet den hundelov om. Igen tænker jeg, hvorfor har vi en hundelov, men ikke en kattelov?

Hvorfor nægter alle dyrlæger ikke at aflive Thor? Ville politiet så skyde ham eller ville han ende sine dage på internatet?

Jeg er helt uforstående overfor, at dette kan ske. Jeg håber inderligt, at det bliver stoppet. Hvis ikke, håber jeg politikerne, politiet, juristen, dyrlægen og ejer af den lille hund skammer sig godt og grundigt.

Tilføjet efter indslaget i TV2 Lorry 29. januar 2013 kl. 22.20:

Flere spørgsmål til vores retssystem tumler rundt i hovedet på mig.

Hvorfor går der 2 måneder, før det besluttes, at Thor skal aflives? Hvorfor skal der 3 politifolk til at hente én hund? Har de ikke vigtigere ting at tage sig til? Hvorfor får Jette ingen advarsel? Jette har jo betalt bøde og forstået, at sagen er afsluttet. Jette har ingen tid til, at sige farvel til sin hund.

Hvad er det for en ubehagelig og helt umenneskelig måde, at behandle både hund og ejer på?

Ligegyldigt hvor lille eller stort et bidhul er, så skal hunden aflives. Thor får bidt hul i øret. Skal den anden hund så ikke også aflives? Hvorfor kan politiet ikke se, at det de har gang i er helt forkert og sikkert ikke en gang lovligt? Hvornår kommer der en minister på banen og får det stoppet og får ændret den hundelov med det samme? Og så ikke noget med at den først skal træde i kraft i 2015.

Thor er besøgshund for ældre og handikappede. Hvor farlig er det lige han er?

Thor har aldrig før været adskilt fra sin ejer, og så fjerner de ham uden varsel. Hvorfor skal han sidde og vente på dødssprøjten på et internat i 2 måneder? Kunne han så ikke være hos Jette, med forbud mod at være udenfor grunden? Så kunne de da være sammen den sidste tid.

Hvorfor bliver Jette (og Thor) ikke hørt? Selv en massemorder ville blive hørt. Hvorfor er det en jurist, der skal afgøre om en hund skambider? Hvorfor er det ikke en, der har kendskab til hundeadfærd? Det er jo heller ikke en jurist, der skal afgøre om håndværkere har udført deres arbejde korrekt eller ej i sager om byggesjusk? Det ved de jo intet om. De ved heller intet om hundeadfærd.

Politiet er måske bange for at tabe ansigt nu, men jeg syntes, at de taber ALT, hvis de gennemfører dette drab i dag. STOP nu denne aflivning!

Tilføjet efter indslaget i Aftenshowet 30. januar 2013 kl. 19.00:

Thor forsvandt (heldigvis) på mystisk vis fra internatet, hvor han skulle aflives i dag. Det har skabt endnu større debat om hundeloven. Flere og flere melder ud, hvor forkert denne lovgivning er, og i aftes var det formanden for Den Danske Dyrlægeforening, der fortalte Mette Gjerskov, at loven skal ændres. Der bør være hundesagkyndige til at hjælpe politiet i afgørelser om, hvorvidt en hund har skambidt eller ej. Der er alt for mange uskyldige hunde, der bliver aflivet pga. den alt for firkantede lovgivning.

Som sædvanlig kom der ingen konkrete svar fra ministeren. Hvorfor skal politikere altid skubbe ansvaret fra sig og lave undersøgelse på undersøgelse, før der kan ske en ændring? Nu har Mette Gjerskov magten til at ændre loven, og til at få reddet Thor, men hun vil hellere trække sagen i langdrag med undersøgelser om, hvorvidt loven har virket. HALLO, loven virker ikke!!! Thor står til aflivning nu.

De har lavet loven udfra, hvordan vi mennesker dømmes for grov vold. Nu er det altså hunde det drejer sig om, og det kan jo på ingen måde sammenlignes. Vi har heller ikke dødsstraf til mennesker, og hvis politikerne er så glade for at sammenligne hunde og mennesker, hvorfor skal hunde så dømmes hårdere end os?

Tænk at Mette Gjerskov også siger, at hvis en hund har bidt en anden hund, så er den aggressiv. Hun fortsætter med at stille spørgsmål til om den så ikke også kan bide et menneske. Jo, enhver hund kan bide, både mennesker og dyr, hvis den føler det nødvendigt for sin eller flokkens overlevelse, men det betyder da ikke, at den er aggressiv, eller at den vil gøre det igen. Som jeg har skrevet før, så er det åbenbart ikke tilladt for hunde, at reagere på noget, de bliver bange for eller forskrækkede over, for så er de aggressive. De må ikke beskytte sig selv eller deres flokmedlemmer mod en eventuel fare. De må ikke sige fra overfor børn eller voksne, der driller dem eller gør dem ondt. Det er faktisk helt umuligt for hunde, at leve i vores verden. Vi kan jo ligeså godt få dem aflivet alle sammen, nu vi er i gang.

Der er et eksempel med en hund, der bliver aflivet, da den har bidt et barn. Da hunden er aflivet, opdager dyrlægen, at den har flere tegnestifter i hovedet… Om det er en sand historie, er jeg ikke sikker på, men det eller noget lignende kunne ske.

Jeg syntes ikke, at journalisterne får stillet de rigtige spørgsmål, så vi kan få svar på, hvorfor denne uretfærdige dom ikke omstødes, og Thor reddes. Hvordan skal Thor kunne komme hjem, hvis ikke der bliver taget hånd om det nu? Hele Danmark gør oprør. Loven skal ændres NU!

Hvis alle lærte, at forstå hunde og fik sat sig rigtig ind i hundens leveregler, så hunde ikke kom i situationer, hvor de følte sig nødsagede til at bide, ville der være et fåtal af bideulykker. Og det er jo bideulykkerne, vi skal forsøge at undgå, fremfor at aflive, når skaden er sket.

Det er helt forkert, at der hele tiden tales om hvorvidt et bid skal udløse aflivning. Vores hunde er nogen af de mest misforståede dyr i verden, og flertallet af dem lever med mennesker, der ikke forstå dem rigtigt. Hvis en hund bider, har ejeren fejlet, ikke hunden. Jeg ved godt, at alle aldrig kommer til at lære den rette måde at have hund på, men det er jo det der skal til.

Så i stedet for aflivning af hunde, der har bidt, burde ejer få påbud om, at hunden skal bære mundkurv, når de er uden for egen grund. Derudover bør ejer få et kursus i hvordan det kan undgåes i fremtiden. Jeg stiller gerne op til hjælp i disse sager.

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post63