Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Kvickly et skridt frem og to tilbage

DyrevelfærdOprettet af Kimm Howe 27 aug, 2013 08:41:39

Kvickly skriver, at de går ind for dyrevelfærd og økologi. Derfor var det dejligt, at de valgte at stoppe salget af buræg. Der var dog mange der undrede sig over, hvorfor Kvickly så ikke forbød alle produkter med buræg i, men jeg syntes det er fint, at de tager et skridt af gangen, bare det er fremad.

Det kom derfor også som et kæmpe chok, da jeg så i deres reklame i søndags, at de nu havde tilbud på Canada Goose jakker. Jakker der udover fjer og dun, har en stor pelskrave. En pelskrave, der kommer fra prærieulve, der er blevet fanget i saksefælder. Fælder der er ulovlige i Danmark.

Jeg skrev straks til min lokale Kvickly og på Kvicklys facebookside. Heldigvis var jeg ikke den eneste.

Mange skriver, at vi dyreelskere skal slappe af, da der også sker andre forfærdelige ting, som de ikke mener, vi tænker over, så som børnearbejde og behandlingen af vores egne landbrugsdyr. Det har altid undret mig, at fordi der foregår flere forfærdelige ting her i verden, så skal vi ikke gøre noget ved andre ting… Skal vi ikke stoppe det hele? Og hvorfor tror folk ikke, at vi bekymrer os om det hele. Men nu handler det lige om en jakke med pelskrave, og derfor skriver vi ikke om de stakkels svin, mink og andre der lider i Danmark, men tro mig, det gør vi på andre tidspunkter.

Jeg blev ringet op af chefen fra Kvickly Allerød, der heldigvis selv syntes, at der var noget helt galt med, at denne vare var blevet købt hjem, men han kunne ikke love, at den ikke ville komme i butikken. Han kunne kun gå videre med mine og andre kunders bekymringer og så håbe på, at ledelsen ville gøre det rigtige.

Kvickly melder ud, at de syntes, det var okay at sælge varen i Danmark, da fangst metoden er lovlig i Canada. Dvs. at Kvickly syntes al dyremishandling er i orden, så længe det er lovligt. De vil fortsat sælge varen, da de ikke mener, at det vil gavne hverken dyrene eller sagen at trække jakkerne tilbage.

Det ville da gavne gevaldigt, hvis Canada Goose ikke skulle tjene penge på Kvickly, men det er nok mere pengepungen det ikke vil gavne, og jeg tror mere, det er det, Kvickly tænker på, for det er ikke dyrene.

Men når nu burhøns er lovlige, hvorfor vil de så ikke sælge buræg. Var det bare et mediestunt, for at glæde de kunder, der går op i dyrevelfærd, for i bund og grund går de da ikke op i dyrevelfærd i denne sag.

Kvickly skriver dog, at de arbejder på en pelsfri politik, hvilket jo er skønt, for da jeg kun handler i butikker, der er pelsfri, kan jeg indtil videre ikke handle i Kvickly. Jeg syntes bare, at jeg har læst et sted, at Coop var pelsfri, men det var de åbenbart ikke.

Jeg forstår nu heller ikke, at disse jakker er lovlige i Danmark. EU har et forbud mod sælskind pga. den grusomme måde både voksne sæler og deres unger massemyrdes med kølleslag i hovedet.

Det betyder åbenbart ikke noget at prærieulve, ulve og familiehunde ender i saksefælder, hvor de kan sidde i flere dage i voldsom smerte.

Kvickly tog et skridt frem mod bedre dyrevelfærd og to tilbage i går. Jeg er dybt skuffet over Kvickly i denne sag.



  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post68