Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Esther kom på kort visit

HundeOprettet af Kimm Howe 04 nov, 2013 09:19:49

Jeg har altid været glad for at have to hunde, da jeg syntes, de kan give hinanden noget, jeg ikke kan give dem. Vi har nu haft Luie i snart et år, og jeg tænkte at det måske var tid, til at kigge efter en hund mere.

Da livet med Luie er så nemt, var jeg selvfølgelig lidt bekymret for, hvilken hund vi måske ville få. Vi har i øjeblikket ikke energi og overskud til en hund med mange problemer, der skal arbejdes med, så der skulle tænkes nøje over det.

Jeg fandt en hund, der var beskrevet som nem og glad, og jeg kunne se, at hun var et godt sted, så jeg tog kontakt. Vi mødtes med hunden Esther og hendes ejere et par gange, først hos dem og så hos os, og alle var glade for at Esther skulle flytte hjem til os.

Der var bare et lille problem, nemlig at Esther kunne komme i løbetid når som helst, hvilket ikke ville give os tid til at lære Esther at kende, eller til at få hende steriliseret, men hendes ejere var også bange for, at der ville gå for lang tid før løbetiden startede, og at Esther ville mistrives i deres store flok i den tid. Vi blev derfor enige om at tage chancen, og håbe på at vi kunne nå det.

Esther flyttede ind og var en glad og meget velfungerende hund. Hun virkede til at falde til i vores hjem lige med det samme. Begge hunde tog det hele meget roligt. Jeg var overrasket over, hvor hurtigt de accepterede hinanden. Den store glæde kom, da vi efter en dag, så hundene tage en god legetur i haven.

Esther havde lidt med at hoppe op af alt ting, og nappe mad, der stod for fristende tæt på hende, men det var småting, som vi sagtens kunne komme til livs. Efter et par dage var der allerede bedring.

Desværre skete det, der ikke måtte ske. Luie syntes pludselig, at Esther var en smule mere interessant efter seks dage, og så vidste vi, at løbetiden var på vej. Øv. Luie tog det meget pænt i et par dage, men så måtte vi desværre sende Esther tilbage til sine ejere, da det ellers ville være ulideligt for Luie. Det var meget trist, men vi kunne ikke gøre andet. To dage efter startede Esthers løbetid.

4 uger senere hentede vi Esther igen, og der var stor gensynsglæde hele vejen rundt, men hundene virkede ikke til at have megen glæde af hinanden i de efterfølgende 15 dage, men vi tænkte og håbede på, at de bare lige skulle lære hinanden at kende. Det nåede de så desværre ikke.

Efter nogle dage skulle vi jo i gang med alene hjemme træning, for at se hvordan det ville gå. Det var for begge hunde en ny situation, og derfor er det en god idé, at træne det, før man går fra hundene i flere timer. Vi har aldrig haft problemer på det område før, hverken med Oscar vi havde fra hvalp, eller Sammie og Luie, der var og er omplaceringshunde, så vi regnede ikke med, at det ville være det sværeste at få til at fungere. Esther kunne jo sagtens være alene i den flok, hvor hun kom fra.

Desværre ramlede Esthers verden fuldstændigt, når vi gik fra hende. Fra det øjeblik vi gik ud af døren, begyndte hun at hyle efter os. Hun hoppede op af alt og op på alle møbler og vindueskarme. Kradsede voldsomt på døre for at komme ud. Der skete ting, hvor begge hunde kunne have kommet meget slemt til skade. Vi lukkede af til flere og flere rum, og fjernede alt hvad vi mente kunne være farligt, men Esther fandt på nye ting hver gang. Vi prøvede at gå fra dem i kortere tid og i længere tid, men lige skidt havde hun det. Luie begyndte også at gø, og begge hunde var en del stressede, når vi kom hjem.

Endelig kom vi hjem en dag og så på filmoptagelsen, at der havde været helt ro på i 40 min, hvor hundene havde ligget ved siden af hinanden, uden at røre på sig. De sov begge trygt. Jubii, der var endelig fremgang. Den aften faldt der en sten fra vores hjerter, for vi havde været meget bekymret for begge hunde.

Vi ville så fortsætte træningen dagen efter, men her var den helt gal igen. Jeg ved, at alene hjemme problemet, er et af de sværeste at arbejde med, men jeg må indrømme, at vi her blev meget fortvivlede, stressede og triste over situationen, fordi vi var bange for hundenes sikkerhed, men også bekymrede for Luies ve og vel.

Jeg havde under hele forløbet holdt Esthers ejere underrettet, og den aften havde de talt sammen om, at det ville være bedst for Esther, at flytte hjem igen. De mente ikke, at der ville ske den store ændring i nær fremtid og mente, at Esther savnede sin store flok alt for meget. Derudover mente de, at det var på grund af, at vi brugte hundelytter metoden, at det hele gik galt. Den metode mener ejerne ikke er egnet til Esthers race. Der kunne vi så ikke være mere uenige, men der er også mange meninger om at have hund.

Jeg ved ikke, om det ville have gjort en forskel, hvis Esther ikke var kommet i løbetid og var væk fra os i de fire uger. Jeg ved ikke, om hun nu bare ventede på, hvornår hun skulle hjem igen. Hun hyggede sig rigtig fint med os, når vi alle var sammen, men så snart vi gik, var den helt gal.

Det var enormt hårdt at skulle sige farvel. Selvom vi var fortvivlede over situationen, så var vi allerede begyndt at holde rigtig meget af Esther, og jeg var bange for, hvad der så skulle ske med hende. Esthers ejere fortalte os, at hun skulle blive hos dem, hvilket jeg var meget glad for, men har nu hørt, at hun nok skal videre til et tredje hjem. Det gør ondt i hjertet. Stakkels Esther.

Vi er lettede over, at vi ikke skal træne mere ’alene hjemme’, da det var enormt hårdt at gå fra hundene velvidende den ubehag det ville påføre dem. Vores fortvivlelse, stress og tristhed er ved at fortage, og vi har fået ro på, men jeg har en lille følelse af, at jeg har svigtet Esther, selvom hun indtil videre er der, hvor hun helst vil være, hjemme i sin store flok.

Luie er livet op igen og blevet meget gladere, hvilket er det vigtigste. Vi har derfor besluttet, at så længe vi har ham, skal vi ikke have flere hunde. Luie er også heldig at have flere legekammerater i området, så han kommer forhåbentligt ikke til at mangle hundeselskab.

Det blev et langt indlæg, om en hund, der kom forbi på et kort visit, men Esther skal ikke glemmes. Vi savner hende. Hun er en utrolig sød og kærlig hund, og hun har ikke fejlet. Hun har bare reageret på sin fortvivlelse, på den eneste måde hun kunne.

Jeg ønsker alt det bedste for Esther, og håber at hun får et godt fremtidigt hjem, hvor hun kan finde ro, også når hun skal være alene.

Der er dog en ting, jeg ikke forstår, i hele dette triste forløb. Hvis ejerne ikke bryder sig om den måde, vi har hund på og ikke mener, at den er egnet til Welsh Springer Spaniels, hvorfor ville de så have, at Esther skulle bo hos os? Vi kunne jo ikke bruge to forskellige sæt regler til to hunde. Det ville forvirre os alle, og ville også gå imod alt det, jeg selv tror på. At alle hunde taler samme sprog.

Jeg er fuld af skuffelse. Jeg føler ikke, at vores frustrationer er blevet forstået, og vores måde at have hund på, er blevet fuldstændig misforstået. Der var så mange gode stunder med Esther, men vi får bare at vide, at vi har fejlet. Det er hårdt, men vi må se at få rystet denne oplevelse af os og komme videre. Jeg har opgivet, at forklare mere.



  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post74