Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Mindestund for min far

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 11 nov, 2014 13:53:36

I søndags holdt vi en mindestund for min far. Jeg vil gerne takke familie, venner, gamle kolleger og tidligere elever fra Statens Teaterskole for at komme og sende min far videre til næste stop.

Det var en meget hård dag at komme igennem. Hovedpine, kvalme og nervøsitet grundet et mindre angstanfald gjorde det ikke nemmere, at hilse på alle gæsterne. Hver gang nye kom til startede tårerne igen og hele min krop rystede.

Alligevel er jeg så taknemmelig for, at denne dag har fundet sted. Jeg har efterhånden lært en del om min far, jeg ikke vidste noget om. Hvor vellidt han var blandt venner og kolleger. Hvor dygtig han var i sit arbejde, og hvor meget han egentlig blev brugt som musiker i Danmark.

To af Steves allerbedste venner, Michael og Jakob, skal have stor tak for den mindetale de holdt. Den vil jeg gerne dele her og Marie, en af Steves tidligere elever på Teaterskolen, var meget venlig at læse mit brev til min far op. Tusind tak Marie, selvom du blev nødt til, at holde 3 skålepauser, så gjorde du det godt. Jeg kunne ikke selv have læst det op.

Normalt ville jeg have taget en masse billeder af gæster, talere og stedet, men tankerne var et helt andet sted. Jeg har dog et enkelt foto fra vinkælderen, vi var så heldige, at låne til denne lejlighed. Tak til vip-event.dk, det var et helt fantastisk sted. Lige noget for Steve.

Efter mindestunden tog familien ned på Charlie’s Bar, min fars stampub, og fik en sidste skål. Pubben holder deres egen mindestund i morgen, hvor alle dem, der kendte ham der, er velkomne.

Jeg håber, at min far kiggede ned i søndags, og at han gør det igen i morgen, så han kan se, hvor meget han har betydet for os alle.

Ejeren af Charlie’s Bar har skrevet disse ord om min far:

Some sad news. Longtime regular of Charlie's Bar, well-respected professional jazz pianist Steve Howe aka Jazz Steve, died unexpectedly in Italy on Friday night 17th October while on holiday with his wife Lillian in the Naples area of Italy.

Only 15 months ago we celebrated Steve's 70th birthday at the pub with a surprise birthday party and a cake made in the shape of a piano by chefs Square Mitre Pete and Lazio Brian. Little did we think we would be saying good-bye to him so soon afterwards.

For all who knew Steve, we will remember his chirpy Londoner personality, wicked sense of humour and story telling, all of which will be greatly missed. He was one of the best - one of the lads! Charlie's will be a little bit quieter with Steve passing on, especially on Wednesday afternoons, but rest assured his memory will live on. A traditional wake will be held in his honour at the pub soon, to be announced on Facebook, and all are welcome who knew Steve.

He packed a lot in to his 71 years!

Dear Steve, you'll be missed. Cheers, Iain

Tale: Mindestund for Steve søndag den 9. november 2014

Jakob og jeg vil på vegne af Lillian, Kimm, Jakob og Steves familie fra England – byde jer alle sammen velkommen her til Steves mindehøjtidelighed.

Vi er samlet her i dag, for at mindes Steve, en kærlig ægtemand, en elsket far og en fantastisk ven og musiker, som vi alle havde et stærkt og personligt forhold til.
Når en god ven går bort, spørger vi - hvad skete der egentlig?
Det har betydning for os, så vi bedre kan forstå, hvorfor Steve pludselig ikke er blandt os mere.

Steve og Lillian var på en af deres mange rejser til Italien.
Italien som de holdt meget af - og allerede havde besøgt 8-10 gange tidligere.
Steve havde hjemmefra døjet med en lungebetændelse, som han ikke havde fået helt bugt med, inden de tog af sted.

Det var den mest fantastiske dag med strålende solskin, hvor Lillian og Steve var på den skønneste sejltur fra Maori til Amalfi, og hvor de hyggede sig med god mad - vin og livet omkring dem. Steve havde samme morgen brugt tiden til at finde en særlig Balsamico til Kimms mand, Jakob. Han elskede at finde særlige specialiteter, som han kunne overraske familien med.

I Jakob, havde Steve været heldig at få en rigtig god og nær kammerat, og det betød meget for ham, at Kimm havde fundet sin ledsager i livet. Han var altså i godt humør og nød livet sammen med Lillian.

Men samme aften - fik Steve alvorlig åndedræts besvær og dermed et efterfølgende hjerteanfald.

Han blev indlagt på det nærmeste sygehus, men på grund af alvoren, blev han allerede dagen efter fløjet til et større sygehus i Salerno, hvor de havde bedre muligheder for at behandle ham. Han blev lagt i kunstigt koma, med henblik på at give ham de bedste muligheder for at komme sig.

Steve lå således i kunstigt koma i 19 dage - han vågnede aldrig rigtig op, og hans organer og krop gav til sidst op. Steve døde fredag den 17. oktober.

Lillian og Kimm har besluttet - helt i tråd med Steves tanker og ånd, at sprede Steves aske – dels i skoven ved Lellinge og ved et tilsvarende familiegravsted i England, hvor Steves fars og mors aske ligeledes er spredt.

Steve elskede, sammen med Lillian, Kimm og Jakob, at gå lange ture i skoven nede ved Lellinge. Stedet mindede ham meget om England, som Steve trods mange år i Danmark, elskede og ofte savnede.

Lillian – du beskriver Steve – som meget kærlig, meget omsorgsfuld, rummelig - og ikke mindst – hvilket måske var det, der førte jer sammen tilbage i 69 – som en meget morsom og sjov livsledsager. Det er træk, som vi alle kendte og holdt af hos Steve.

Men hvem var Steve så egentlig? Og hvorfor var han så kærlig, omsorgsfuld og så rummelig?

Steves liv:

Steve blev født i London. Han voksede op under trange vilkår, men i en familie præget af stor kærlighed og rummelighed. Steves forhold til sin far og især sin mor – Sheila – var stærkt og varede hele livet. Steve fortalte ofte om sin mor, og den store betydning hun havde haft for ham og hans livsforståelse.

Det var også hende, der lærte ham alle de viser og kaberet sange, hvor han altid ved specielle lejligheder og situationer - kunne trække en linje eller et vers frem, for at karikere en bestemt stemning eller situation.

Vi andre lærte hende også at kende – dels når vi spurgte Steve til råds om madlavning, så svarede han næsten altid: ”Well – my mum did it like this” - men også fordi Steves mor, var en skattet gæst i Steves hjem, og som vi derfor mødte mange gange.

I sine unge år interesserede Steve sig brændende for musik. Og ikke for så meget andet!
Med de muligheder som Steve havde, endte Steve i en alder af 18 år, i et engelsk militærorkester, hvor han spillede klaver. Med vores kendskab til det engelske militær på det tidspunkt – så har det været en hård nyser for en fyr som Steve, der i grunden bare elskede musik – og absolut ikke autoriteter. Men – han fik da til gengæld set lidt af verden – blandt andet Singapore og Malaysia.

Steves liv ændrede sig – for han mødte de musikalske klovne – ”The Nutcrackers”, som han begyndte at optræde med rundt omkring i Europa. Det var lidt svært, fordi han jo var ansat i det engelske militær! - Så han deserterede – hvilket siden hen skulle vise sig at være den helt rigtige beslutning.

For ikke alene lærte Steve alt om kunsten at spille klaver – han fik også fremragende undervisning af den ene musiker i orkestret – og lærte dermed alt det, som han ikke havde haft mulighed for før.

”The Nutcrackers” optrådte her i København på Lorry, og Arne – Lillians bror – inviterede musikerne hjem til fest. Der mødte Steve og Lillian hinanden – og et langvarigt forhold – med stor kærlighed, megen sjov og musik – var skabt.

Steve og Lillian havde travlt og udnyttede tiden – de blev gift i London tre måneder senere. Steve kom altså til Danmark i 69 – og Kimm blev født i 70.

Der er ingen tvivl om, at Kimm var Steves øjesten, og at de havde helt specielle følelser overfor hinanden.

Kimm har skrevet et meget smukt brev til sin far, som Marie Askehave vil læse op for os:

Kimms brev til Steve, ved Marie Askehave!

Desværre blev Steve – fordi han jo var deserteret – anholdt af det engelske militær på et job i Holland, og måtte sidde 4 måneder i spjældet i England. Efter dette tvungne ophold, flyttede Steve og Lillian sammen i en lille lejlighed på Vesterbro.

Steve spillede med orkestre i Nyhavn. De blev blandt andet inviteret til Grønland, hvor de spillede på de amerikanske baser. Jørgen Vidkjær fik Steve med i Jimmy og Johnny Campelss’s danseorkester. De turnerede rundt i hele Danmark. Det var en lærerig tid, for det var dygtige musikere, som forstod deres profession til bunds.

Sidenhen gik det stærkt – Steve kom først ind i Tivolis Harmoniorkester og Big Band. Derefter kom han til Statens Teaterskole, Cirkusrevyen og Søndervig Revyen.

Uanset hvilket sted – eller hvilket job Steve spillede til, så var han altid en utrolig samvittighedsfuld musiker, der ydede sit bedste.

Steve var jo kendt for sin sorte engelske humor, men når han optrådte med sin musik, så var han altid utrolig koncentreret om lige netop den opgave.

Steve var en stor musiker, som formåede at spille jazz, klassiske viser og underholdning på et meget højt plan.

Tidligere rektor for Rytmisk Musikkonservatorium og Statens Teaterskole, Olav Harsløf skriver blandt andet i sine mindeord:

”En koncert med Bill Evans sendte Steve lige lukt ind i den amerikanske pianists krævende klangunivers. Herfra udviklede han sit store improvisationstalent, samtidig med at han tog alle genrer ind, rytmiske som klassiske, og ikke mindst dygtiggjorde han sig til en af de mest benyttede akkompagnatører.

Det var den raffinerede 60’er-jazz, der havde hans hjerte, og med den foldede han sig klangfuldt ud med talrige danske jazzmusikere og sangere, og kan stadig høres på flere indspilninger – så smukt på skuespilleren Marie Askehaves debutalbum. Han var Maries pianist og repetitør på Teaterskolen, som han havde været det for de mange andre elever, der altid kaldte på ham, når der siden hen i karrieren skulle øves op til forestillinger eller gives kabaretter.

Med Steve bag flygelet var man altid i sikre hænder.

Faktisk betød Steve meget for mange tidligere studerende fra teaterskolen, så meget at en gruppe af dem – hvoraf nogle måske også er til stede i dag - mødtes og mindedes Steve kort tid efter at de var blevet bekendt med hans bortgang.

Jeg kan berette, at jeg som ung hornist blandt andet spillede Hindemiths sonate for Horn og Klaver med Steve. Det foregik hjemme hos Steve. Jeg er i denne sammenhæng ikke ked af at indrømme, at Steve rent faktisk spillede den utrolig komplicerede klaverstemme bedre end jeg selv spillede min hornstemme. Dengang som nu – var jeg utrolig imponeret.

I de sidste mange år hyggede Steve sig også med egne kompositioner og brugte megen tid på computeren til at komponere og arrangere musik til andres projekter.

Kimm og Lillian har fortalt, at Steve var utrolig omsorgsfuld og rummelig. Det har vi – alle hans venner - især oplevet, ved det utal af lækre middage, som Steve har kreeret til os gennem de mange år, vi har været venner, og er kommet i hans og Lillians hjem.

Vi kender alle Steves legendariske kogekunst – og ikke mindst hans karry gryde, som blev serveret ved specielle lejligheder. Når Steve inviterede sine venner på besøg, så brugte han dage på at lave den bedste og lækreste mad, som vi, de forventningsfulde gæster satte til livs i store mængder.

Steve og Lillian havde engang inviteret på Glögg og æbleskiver. De var dejlige, men da vi var færdige med det, så fik vi lige 7 retter indisk mad til at gå hjem på.

Vi vil se tilbage på alle disse hyggelige stunder, der som regel altid endte med en udsøgt flaske whisky, som vi lige skulle smage på.

Det var blandt andet gennem sin kogekunst, at Steve glædede sine kolleger, når han - hvis lejligheden bød sig, serverede den efter en lørdagsforestilling.

Når man havde spist og derefter faldt i snak, tog det ikke lang tid at erkende, at Steve - dels hadede autoriteter – og dels ikke havde meget til overs for alle de, som havde den helt rigtige mening om alt. De og vi fik verbale tæsk – hvor både de og vi – ofte blev sat på plads med sort engelsk humor.

For inderst inde, var Steve en barnlig sjæl. Og vi kunne altid grine over fjollede episoder som vi havde været fælles om!

Men lige netop disse sider af ham, betød – at han gav plads til alle – og at han kunne omgås unge – meget unge kunstnere – og at man aldrig følte nogen aldersforskel, men tværtimod altid faldt fuldstændig i hak – enten i det sociale samvær - eller med den opgave man arbejdede på.

Vi er ved at tage afsked med Steve – i hvert fald i forhold til hans liv her på Jorden.
Steve interesserede sig meget for filosofi, og var tiltrukket af asiatiske tanker om liv og død. Men ingen ved præcist, hvad Steve troede på.

Da Steves far døde, sad Steve med et glas øl i hånden. Glasses sprang mellem hænderne på Steve, som fik en klar fornemmelse af, at ”noget” var sket. …Måske er der mere mellem himmel og jord, end både vi og Steve tør tro på?

Steve levede og fik det liv, som han satte pris på og værdsatte. Der er ingen tvivl om det. Han troede i hver fald på det smukke i livet.

Steve elskede at rejse og opleve verden sammen med Lillian – og han endte sine dage et af de steder, han holdt mest af - Italien.

Da ingen af os fik sagt ordentlig farvel til Steve, så lad os gøre det nu!

Steve, du sidder sikkert deroppe – et eller andet sted – og smiler til os, med en pint i hånden.

Kære Steve – vi vil savne dig utrolig meget - kom godt videre og drik så denne sidste skål sammen med os!

Jakob og Michael

  • Kommentarer(0)//blog.hundekommunikation.dk/#post84