Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Jeg vil savne dig for evigt ♥ ♥ ♥

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 24 okt, 2014 18:32:23

Steve, min far, sov desværre ind for en uge siden, kun 71 år gammel. For mindre end 4 år siden, sagde vi farvel til min farmor, og selvom jeg var ked af, at min far nu var den ældste i familien, havde jeg ikke drømt om, at han skulle væk fra mig så hurtigt. For selvom helbredet måske ikke var på toppen, så stod han absolut ikke med det ene ben i graven.

På en ferie i Italien med min mor, blev han alvorligt syg. På hospitalet blev han lagt i kunstig koma for at give ham ro og tid til at hele. Desværre kunne hans krop ikke kæmpe kampen og efter 19 dage i koma, sov han ind.

Jeg var nede hos ham 2 gange, men fik ikke set ham meget, da han kun måtte få en besøgende dagligt og ikke særlig længe. Jeg fik talt med ham, hvilket han reagerede på, men jeg fik aldrig set ham vågen eller sagt farvel, efter han blev syg. Jeg håber inderligt, at han vidste, jeg var hos ham.

Italien er ikke stedet, man skal blive syg. Nok er lægerne dygtige, men de kan ikke engelsk, og det har været et rent helvede, at finde ud af, hvordan min far har haft det fra dag til dag. Ambassaden i Rom ville ikke hjælpe. Forsikringen i Danmark ville ikke hjælpe. Min mor og jeg følte os meget ene og forladt i denne ulykkelige situation. Derudover var byen et rent støjhelvede dag og nat. Vi fik ingen ro på noget tidspunkt.

Ved et rent tilfælde, mødte vi en italiener, der har boet det meste af sit liv i New York, og han ville meget gerne hjælpe os, når vi skulle besøge Steve og tale med lægerne. Efter første lægemøde, sagde han, at vi bare skulle ringe, hvis vi havde brug for ham. Også hvis vi bare ville gå en tur eller ud at spise. Vi regnede ikke med, at han mente det så bogstaveligt, men han var ved vores side stort set alle de tidspunkter, vi havde brug for en tolk. Den periode, jeg var hjemme i Danmark, passede han på min mor og inviterede på kaffe, is og ud at spise. Han var som sendt fra himlen. Et helt utroligt godt og rart menneske. Hvis ikke det havde været for ham, så tror jeg, min mor havde knækket fuldstændigt sammen.

Steve blev kremeret i Italien. Noget vi ikke måtte deltage i, så vi tilbragte dagen i en park, han engang selv har været i sammen med min mor, og mindedes ham der. Asken kommer hjem i næste uge. Det er ikke lige til, da den skal igennem ambassaden i Rom, bedemand i Danmark og alverdens papirer skal ordnes.

Min mand og jeg bor nu hos min mor i en kortere periode, for at hjælpe med at rydde op og holde humøret lidt oppe. Det er nu mest min mand, der rydder op. Han er også en kæmpe hjælp i denne tid. Det er trist at rydde op i sin fars ting. Steve var musiker og musik var hans liv. Min første tanke var, hvad pokker meningen er med livet. Al den tid han har brugt i sit musikværelse, alt hvad han har lavet og samlet, virker helt spildt, nu hvor han er væk.

Men så skete noget uventet. Jeg blev kontaktet af en af Steves tidligere elever fra Statens Teater Skole, om at hun meget gerne ville hjælpe med og deltage i Steves mindestund, som vi holder i stedet for en bisættelse. Familien, venner og mange gamle kolleger vil alle gerne komme og mindes Steve og sende ham godt af sted. Der bliver skrevet en mindre artikel om ham, som kommer i Politiken. Og Steves engelske stampub, Charlie’s Bar, holder en mindedag for dem, han kendte der. Jeg havde ingen idé om, at han havde rørt så mange mennesker og var så værdsat. Selvom det ikke bringer ham tilbage, så er jeg meget rørt, og det hjælper mig i en utrolig trist og uvirkelig tid i mit liv. Det får mig også til at tænke, at hans liv alligevel ikke har været spildt.

Et indlæg om min savnede far bør måske ikke kun indeholde alt det triste, men det har fyldt så meget, at det har været så alvorligt, og at det hele er foregået i udlandet. Så det var lige det, jeg havde brug for at skrive om. Alle der kender mig, ved at jeg havde et særligt bånd med min far, så det behøver ingen ord.

Steve var min far, og jeg savner ham vildt. Jeg kan slet ikke forstå, at han er væk. Han var her jo lige. Jeg forventer hele tiden, at han kommer ind ad døren. Gid jeg aldrig havde modtaget det telefonopkald. Gid mine forældre var kommet glade hjem fra ferie. Jeg vil aldrig glemme min far.

HVIL I FRED eller GOD REJSE VIDERE.

Jeg elsker dig, og du vil altid være savnet.

  • Kommentarer(0)