Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Brev til min mand

Min mand og min farOprettet af Kimm Howe 06 mar, 2016 09:00:14

Min elskede Jakob

Vi har jo i et stykke tid vidst, at du måske skulle herfra, så vi har fået sagt alt det vi ville til hinanden… Næsten. Jeg vil alligevel gerne lige sige nogle få ord her til din mindestund, hvis nu, der var nogen, der var i tvivl om, hvor meget du har betydet for mig.

I dag er det præcis 24 år siden vi blev kærester, og det er desværre også dagen, hvor vi alle skal sige farvel til dig.

Mit liv vil aldrig blive det samme. Jeg har mistet min bedste ven. Jeg har mistet mit livs kærlighed. Jeg har mistet mit et og alt. Jeg har mistet mit liv.

Vores gode ven, Michael, der desværre ikke kan være her i dag, har skrevet til mig, at jeg også var dit et og alt. Han har gennem jeres mange samtaler mærket, at vi havde noget andre aldrig oplever. Michael skriver også, at du ville have valgt det samme halve liv med mig frem for et helt liv uden mig. Så ja, selvom det er så ubeskrivelig hårdt og gør så ondt lige nu, så ville jeg også vælge livet med dig igen. Selv med alle dine skavanker.

Vi var vidt forskellige, men vi havde de samme ønsker til livet, og vi havde de samme drømme. Vi elskede hinanden, nød at være sammen, og kunne gøre alt sammen. Okay, fodbold måtte du se alene, og skiferierne var oftest uden mig, men lidt frihed skulle vi jo også have hver især.

Jeg er dybt taknemmelig for det liv du har givet mig, og det har jeg også fortalt dig mange gange. Jeg er taknemmelig for, at du ville giftes med mig, selvom jeg skulle vride armen om på dig. Du var ikke sikker på, om du var klar. Vi havde også kun været kærester i 13 år. Heldigvis var du meget nem at overtale, og jeg blev så glad for, at du på vores bryllupsdag sad og viftede med hånden med vielsesringen på, og sagde, at du var stolt. Jeg er taknemmelig for mange dejlige overraskelser gennem tiden, især overraskelsen på vores 20 års dag. Jeg havde gået i lang tid og undret mig over, om vi skulle finde ud af noget eller om du havde gang i noget hemmeligt, men det virkede som om, vi bare skulle ud at spise. Et par dage før sagde du så, at vi skulle ud at spise, og jeg var måske en smule skuffet. Du viste mig en liste over restauranter, jeg kunne vælge imellem. Der stod vist noget med pølsevognen, McDonald’s, Café Norden osv., men midt i det hele stod der Mildred’s. En af vores yndlings restauranter i London, og så vidste jeg jo, at vi skulle en tur til vores by. Tak for en fantastisk overraskelse og super dejlig tur.

Jeg fortryder ikke noget i vores liv. Vi har haft meget tid sammen, og har altid hygget os. Vi har rejst meget og oplevet de ting, vi har haft lyst til.

Jeg vil savne livet med dig. Jeg vil savne vores hyggelig hverdag. Jeg vil savne at komme hjem fra arbejde til en ventende kop te og dig i køkkenet i gang med at lave lækker mad. Hvad skal jeg nu spise? Jeg vil savne sofahygge med mere te og masser af chokolade. Jeg vil savne vores gåture i naturen eller bylivet. Jeg vil savne vores ferier i sommerhus, rejser til storbyer, naturområder og paradis. Jeg vil savne dit varme smil. Jeg vil savne at være i dine trygge arme, når jeg har brug for det. Jeg vil savne at tale med dig, og at du bare er her. Vi kunne altid tale sammen. Jeg fanger mig selv i, at ville fortælle dig noget, men kommer så i tanke om, at du ikke er her. Jeg savner dig så meget, at det gør fysisk ondt.

Jeg føler mig meget trist og ensom uden dig. Jeg er i dyb sorg. Helt ulykkelig og fortabt. Vores hus er tomt og stille. Jeg kan simpelt hen ikke forstå, at du er væk og aldrig kommer tilbage. Jeg har nået bunden i mit liv, og er bange for at jeg skal være her i meget lang tid, og aldrig blive glad igen. Jeg ved, at du ønsker, jeg skal være glad, så det håber jeg da også, at jeg kan blive med tiden.

Jeg får tårer i øjnene, når vores venner fortæller, hvordan du har sørget for mig lige til det sidste, så mit liv ikke ville falde helt sammen, hvis du gik bort. Du har også sagt til dem, at de skal passe på mig, og det kan jeg så fortælle dig, at det gør de. Tak fordi du altid har passet på mig.

Tak for alt.

Jeg vil elske dig for altid og savne dig, indtil vi forhåbentlig ses igen.

Jeg håber inderligt, at din sjæl er omkring mig, når jeg har mest brug for det, for vi er soulmates. Du vil altid være i mit hjerte ♥ ♥ ♥

Jakob 10. marts 1969 – 19. januar 2016

  • Kommentarer(0)