Mit fristed

Mit fristed

Velkommen til min blog, mit fristed

Dette er stedet, hvor jeg kan lufte mine tanker om alt mellem himmel og jord. Mine største interesser er dyr, især hunde, og dyrevelfærd. Derudover interesserer jeg mig meget for sundhed og velvære, naturen og rejser, god mad og søde sager, økologi og miljøet, eventyrbøger, musik, britisk historie, britisk stand-up, engelske tv-krimier og komedier.

Min elskede Luie

HundeOprettet af Kimm Howe 10 okt, 2018 10:54:20

Endnu et farvel. Min skønne, søde og helt fantastiske Luie tabte desværre kampen til kræft. Vi fik næsten 6 år sammen, jeg havde da håbet på meget mere, men Luie havde desværre andre planer.

I mit indlæg, hvor jeg introducerer Luie, skriver jeg, at jeg glæder mig meget til den dag, Luie er MIN hund. DET blev han så. Jeg har aldrig oplevet en så glad og veltilpas hund, som Luie. Han var super godt opdraget af tidligere ejer, hvilket jo gjorde sit, men han havde en helt speciel personlighed.

Luie var med alle vegne, han var velkommen alle vegne og skabte glæde alle vegne.

På de dejlige gåture gik Luie altid løs. Han var ligeglad med løbere og støjende børn. Hilste gerne på søde hunde, og gik en stor bue udenom ikke så søde hunde. Luie var jo en cocker spaniel, så en jagthund, men han gik også en stor bue udenom katte, pindsvin og egern, for puha de kunne jo være farlige. Så ligegyldigt hvad vi mødte på vores vej, så var han omkring mig. Han var også en lille sniger. Jeg kunne stoppe op og vende mig om, for at kigge efter ham, og så var han væk. Når jeg så vente mig om igen, var han lige foran mig.

Når det ringede på døren, gøede Luie engang imellem, men han var altid glad, ligegyldigt hvem det var, så skulle han have noget i munden og rende glad rundt, ligesom han skulle hver gang vi kom hjem. Når han var ude i haven skældte han heller aldrig nogen ud. Hvis der kom nogen gående, løb han glad hen for at hilse, og blev pænt skuffet, hvis folk eller hunde ikke så ham.

Luie var med på hospitalet, da jeg mistede Jakob. Han vidste på dagen, at det ville ske, og lige inden reagerede han voldsomt. Efter Jakob var gået bort, lå han flat på gulvet og pev i al den tid, vi var om at tage afsked og komme hjem. Dagen efter lå han i Jakobs seng og pev, men så begyndte han så småt at få det bedre. Hunde er ikke i sorg så længe som os. De lever i nuet.

Luie har siden været min absolut bedste ven. Mit et og alt. Han er kommet til mig, når jeg har været trist, og han har givet mig så meget glæde bare ved at være ham. Han har ligget mange timer på mig eller op ad mig, så min blære har været ved at springe. Han var altid ved min side. Jeg har et hav af billeder af ham, fordi han altid så nuttet ud eller lavede sjov. På Facebook har mange også takket for skønne billeder, og skrevet hvilken fantastisk hund han var, også dem, der kun så ham på billeder.

Hvil i fred skønne Luie. Håber du nu er sammen med Jakob, og at vi ses igen en dag. Jeg er så glad for, at du kom til os, selvom jeg kan huske, jeg var lidt ked af, at du var oppe i årene, men du har vist, hvor fantastisk det kan være at have hund. Ja, ordet fantastisk er blevet brugt nogle gange, men det var du ♥ ♥ ♥

Luie 1. februar 2007 – 8. oktober 2018

  • Kommentarer(0)